Unikke klassiske køretøjer pryder igen bybilledet i Blokhus.
Helt unikke køretøjer med masser af historie, krom, læder, hestekræfter og nostalgi kommer søndag 26. september til Blokhus, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus og VisitJammerbugten inviterer til Blokhus & Bilerne med udstilling og præmier til publikum.
Paradekørsel
Det sker med paradekørsel fra Pandrup til Torvet i Blokhus, hvor man kan tage de 50 veteran- og specialbiler i øjesyn.
For at være klassificeret som veteranbil, skal bilen være årgang 1986 eller ældre.
Paradekørslen begynder ved Cobham ved Pandrup kl. 12.45 med de ældste biler forrest, og ruten går gennem Pandrup, så de flotte biler kan blive beundret på vejen til Blokhus Torv, hvor der er forventet ankomst kl. 13.00.
På Torvet er der udstilling af de smukke biler frem til kl. 15.00, hvor ejerne fortæller om skønhedernes fortræffeligheder og historie, og kl. 14.30 uddeler Blokhus & Omegns Grundejerforening sin Ærespokal til vinderne af de to konkurrencer.
Publikum kan nemlig stemme på deres favoritbiler, og der er en konkurrence for biler fra før 2. Verdenskrig og en konkurrence for biler efter krigen.
Desuden er der publikumspræmier på spil, som der trækkes lod om.
Praktisk info
Da der kun er plads til 50 biler på Blokhus Torv skal bilejerne huske at tilmelde sig.
Dette kan gøres på:
https://raadhusjammerbugt.nemtilmeld.dk/232/