Årets nordjyske Jobpatrulje kan spore fremskridt, særligt sammenlignet med sidste års forholdsvis alvorlige sager. Alligevel oplever næsten hver fjerde af de unge, at reglerne ikke bliver overholdt, når de er på arbejde.
Langt de fleste steder, hvor unge oplever problemer med arbejdsmiljøet, skyldes det uvidenhed og manglende kendskab til regler og love. Derfor har Jobpatruljen stadig sin berettigelse efter mere end 40 år.
Jobpatruljen er fagbevægelsens landsdækkende kampagne, som hver sommer rejser rundt og interviewer de 13 til 17-årige på arbejdspladserne og fortæller dem om deres rettigheder
– Rigtig mange unge kender slet ikke de regler, der gælder for dem, og det er der desværre også nogle arbejdsgivere, der ikke gør, siger Ida Bang Jensen, der er ungdomskonsulent i HK Nordjylland og tovholder for den nordjyske del af Jobpatruljen.
Det kan være sådan noget som løn under sygdom og at det er arbejdsgiverens pligt at finde afløsere under sygdom, det kan være tunge løft, hvor de unge ikke ved, at de højst må løfte 12 kilo, og det kan være reglerne om arbejdstid og pauser, der siger, at 13-14-årige højst må arbejde syv timer og de 15-17-årige højst otte timer om dagen på skolefridage, og at alle under 18 år skal have mindst en halv times pause efter 4,5 timers arbejde.
En god start på arbejdslivet
De mange specifikke regler er til for at beskytte de alleryngste på arbejdsmarkedet og give dem en god og fornuftig start på arbejdslivet.
– De helt unge skal holde i mange, mange år, så det er vores pligt og et fælles ansvar at passe godt på dem. Heldigvis kan vi også se, at det er blevet bedre nogle af de steder, vi tidligere har besøgt, hvor der har været problemer. Det viser, at vores oplysningskampagne har en effekt, og at fagbevægelsen også spiller en vigtig rolle, når det handler om at sikre de unge ordentlige forhold på arbejdsmarkedet. Det sker desværre ikke af sig selv, siger Ida Bang Jensen.
Mange retter op på fejl
Langt de fleste arbejdsgivere tager godt imod Jobpatruljens frivillige og mange sætter pris på at blive på opdateret på reglerne, hvis der er noget, der er glippet. Det er erfaringen hos Peter Holm Nielsen fra Mors. Han har været med som aktivist i Jobpatruljen i Nordjylland i de sidste fire år.
Et eksempel er en kiosk og grillbar i Vesthimmerlands Kommune, hvor Jobpatruljen sidste år noterede en del sager.
– Blandt andet havde de unge ansatte problemer med manglende ansættelseskontrakter og lange arbejdstider, ligesom de nogle gange arbejdede alene. Der var også en ungarbejder, der havde været udsat for en mindre arbejdsskade. Men da vi kom igen i år, var der ingen problemer, fortæller Peter Holm Nielsen.
Generelt oplever han, at arbejdsgiverne er gode til at få rettet op på tingene, når Jobpatruljen har været forbi.
– Især på de mindre arbejdspladser og hos iværksættervirksomhederne har arbejdsgiverne virkelig mange ting, de skal forholde sig til med skat og moms og alle mulige andre regler. Så hjælper det ofte, når vi får en god snak med dem, og de fleste bliver glade for, at vi kigger forbi, siger Peter Holm Nielsen.
Færre har problemer
– Heldigvis er der mange arbejdsgivere, der tager det alvorligt, når vi afdækker, at der er problemer. Sammenlignet med både antallet af sager og sagernes karakter ser vi en positiv udvikling i forhold til sidste år, hvor der var flere alvorlige sager. Men når det er sagt, synes jeg stadig, det er helt vanvittigt at møde en 14-årig, der arbejder 12 timer om dagen. Og når næsten hver fjerde af de unge oplever, at reglerne ikke bliver overholdt, er det stadig alt for mange, siger Ida Bang Jensen.
I år har Jobpatruljen i Nordjylland besøgt i alt ca. 300 virksomheder og gennemført 373 interviews med ungarbejdere. Ud af disse er der registreret 83 sager med overtrædelser af reglerne om unges arbejdsforhold. Det er knap hver fjerde unge ansatte, der oplever problemer, der kræver en faglig opfølgning, og det er et fald i forhold til sidste år, hvor det var hver tredje, der havde problemer.
Næsten hver fjerde nordjyske ungarbejder oplever problemer i ansættelsen
- I år har Jobpatruljen i Nordjylland besøgt i alt ca. 300 virksomheder og gennemført 373 interviews med ungarbejdere.
- I alt er der registreret 83 sager med overtrædelser af reglerne om unges arbejdsforhold. Det svarer til knap hver fjerde af de nordjyske ungarbejdere.
- Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne overfor 13 til 17-årige med fritidsjob.
- Jobpatruljen har eksisteret siden 1979, og i Nordjylland er den organiseret af HK og 3F.
- I Nordjylland har Jobpatruljen i uge 28 og 29 besøgt unge på arbejdspladser i alle de nordjyske kommuner.
- Unge under 25 år har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdet, som deres ældre kolleger.
- Hele året vejleder Jobpatruljen børn og unge, deres forældre, arbejdsgivere og lærere via en brevkasse og på Fagbevægelsens Hotline på 8024 1010.