Af: Jørgen Ravn Christensen, Limfjordsgade 53 1 th, 9440 Aabybro
Spidskandidat for Konservative til KV21
Lidt oplysninger til borgmesteren
I Mogens Gades svar på mit tidligere indlæg mener han, at jeg kaster med mudder. Et interessant ordvalg, da borgmesteren i sit indlæg netop kaster mudder tilbage, og ikke svarer på de konkrete spørgsmål, der bliver stillet. Jeg skal nok holde til mudderkastningen. Det afspejler vel nok bare, at svarene på spørgsmålene gør ondt.
I Konservative kigger vi ikke efter hår i suppen. Vi smager på den og konstaterer, at den fra vores perspektiv mangler et par ingredienser. Åbenhed er en vigtig ingrediens, og det samme er reel borgerinddragelse og respekt for vedtagne lokalplaner. Klassiske konservative dyder som mennesket før systemet, er også en ingrediens, vi vægter højt.
Jeg er ikke overrasket over, at borgmesteren tackler lidt kritik på denne måde. Det er set før – og det kommer vi nok også til at se igen. Og hos Konservative lytter vi til borgerne, og mange af dem oplever ikke, at de bliver lyttet til af de siddende politikere.
Vi har hos Konservative netop holdt vores årlige generalforsamling. Her kunne vi præsentere den 3. største medlemsfremgang blandt alle konservative vælgerforeninger. Ja, vi har medvind på landsplan, men også en særdeles mærkbar medvind her i Jammerbugt. Dét, vi hører fra mange nye medlemmer, er netop, at den nuværende styreform og det manglende demokrati her i kommunen har flyttet dem til liste C.
Herfra skal lyde et stort ønske om en god valgkamp. En valgkamp, hvor vi hver især netop fortæller, hvad vi gerne vil gøre anderledes. Og en valgkamp med en garanti fra konservativ side om, at et blåt flertal giver en blå borgmester.