Et nyt børnehaveprogram fra Forskningens Døgn giver smagsprøver på naturvidenskabelig forskning til kommunens dagtilbud.
I programmet får Jammerbugt Kommunes pædagoger og pædagogisk personale en hjælpende hånd til at arbejde med science i børnehøjde og til at lære at blive nysgerrige sammen med børnene.
Hvordan vi kan se, hvad andre føler? Hvad sker der, når vi bliver bange? Hvad er hjernen bygget af? Det er nogle af de spørgsmål, børnehavebørn og deres pædagoger i Jammerbugt Kommune nu kan søge svar på sammen.
Syv formidlingskufferter med titlen ”Hjerneekspeditionen” står klar til udlån på bibliotekerne i Brovst, Fjerritslev, Pandrup og Aabybro med sjove science-aktiviteter for børn i daginstitutionerne i alderen 3-6 år. Sammen med Milo og den lille hjælper, dronen Duno, kan børn via en fortællebog tage på ekspedition til menneskets hjerne og undersøge hvad hjernen er, hvordan hjernen arbejder, og hvordan den bruger sanserne til at opfatte og tolke verden.
Som noget nyt indeholder kufferten også en science-pædagogik-del, som klæder pædagogerne på til at hjælpe børnene med at forstå og fordybe sig i verden omkring dem. Det pædagogiske personale vil blandt andet finde et USB-stik i kufferten med en film om tre tricks til god science-pædagogik: Tag udgangspunkt i børnenes egne spørgsmål, øv dig på at være nysgerrig og – stil produktive og nysgerrige spørgsmål.
Formidlingskufferten er en del af børnehaveprogrammet under den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Formålet med programmet er at give børnene en smagsprøve på naturvidenskabelig forskning ved at inspirere dem til at undersøge og udforsker på en kreativ måde med lege, spil, sang, historier og små eksperimenter.
“Vi ved fra forskningen, at børns nysgerrighed og forståelse og interesse for naturvidenskab og teknologi grundlægges i de tidlige leveår. Det inspirerer børnene, når de i dagtilbud møder kompetente personer, der er lige så nysgerrige på verden omkring dem, men som især er nysgerrige på børnenes nysgerrighed, og som udfordrer dem med nye spørgsmål, siger lektor på Københavns Professionshøjskole”, Thorleif Frøkjær.
Natur, udeliv og science
Kufferten tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag og understøtter især et af de seks nye, styrkede læreplanstemaer for dagtilbud: ”Natur, udeliv og science.” Indholdet i kufferten kan være en hjælp til pædagogerne til, hvordan der kan arbejdes med og tales om dette tema i daginstitutionerne.
“Uanset om de mindste ser en bænkebider eller opdager at vandet er frosset i spanden, så er de første naturoplevelser i barndommen også vejen til den første erfaring med naturvidenskabelig tænke- og analysemåde. Og når børn undrer sig, skal de voksne øve sig i at lytte, anerkende og være klar til at gribe spørgsmålene”, siger Thorleif Frøkjær, som forsker i børns legende tilgang til sciencefænomener.
Daginstitutioner kan låne formidlingskufferten gratis i mindst 30 dage på de biblioteker, der er tilmeldt programmet. 125 biblioteker landet over har tilmeldt sig, og kufferten kan lånes de fleste steder allerede nu eller senest fra d. 24. april. Tilbuddet er der lige så længe, kufferterne kan holde.
Børnehaveprogrammet er udviklet i et samarbejde mellem Københavns Kommune, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Centralbibliotekernes Børne- og Ungetovholdernetværk og Forskningens Døgn under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Læs mere om børnehaveprogrammet: http://forsk.dk/laeringsunivers/bornehaveprogram/bornehaveprogram