Kræftens Bekæmpelse glæder sig over, at støtten til røgfri fremtid bliver ved med at vokse og nu også tæller en vigtig politisk stemme som regionernes. Højere priser er det mest effektive virkemiddel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge. Det vil forbedre folkesundheden og mindske uligheden i sundhed.
Prisen på en pakke cigaretter skal fordobles fra 40 til 80 kr., mener bestyrelsen i Danske Regioner, der i dag har stillet forslag om den markante prisstigning. Kræftens Bekæmpelse bakker op om initiativet.
– Hvert år er tobak årsag til næsten 14.000 dødsfald i Danmark. Tobak er den største enkeltårsag til kræft og deraf følgende dødsfald. Højere priser er uden sammenligning det mest effektive redskab til at begrænse rygning. Så vi er glade for Danske Regioners udspil og håber, det vil inspirere på Christiansborg, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Han hæfter sig ved, at der uden for Folketinget er meget bred enighed om, at priserne skal i vejret. Et stort flertal af danskere har gentagne gange bakket op om højere priser i meningsmålinger.
Næsten hver tredje ung i alderen 16-24 år ryger, og tallet er desværre på vej op. Ikke mindst af dén grund bør prisen på en pakke cigaretter stige.
– Det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal nå ambitionerne om en røgfri fremtid i 2030. I Kræftens Bekæmpelse mener vi sådan set, at vi skylder de kommende generationer et liv uden tobak, siger Jesper Fisker.
Prisen på en pakke cigaretter skal markant op og gerne til 80 kr., mener Kræftens Bekæmpelse. Kombinerer man prisstigningen med initiativer som neutrale cigaretpakker, skjult tobak i butikkerne og røgfri skole- og uddannelsesmiljøer for børn og unge, vil antallet af unge ryger falde markant. Det viser erfaringer fra Norge, og det er der enighed om blandt eksperter og fagfolk både herhjemme og i udlandet.
Ulighed i sundhed
Modstandere af prisstigninger fremfører ofte, at det vil ramme rygere med lav indkomst og kort uddannelse, hvis cigaretter bliver dyrere. Jesper Fisker ryster på hovedet af det argument.
– Det er misforstået hensyn. Skal vi lade socialt udsatte ryge videre og fastholde dem i sygdom og tidlig død? Jeg er enig i, at vi skal hjælpe mennesker, som har det svært. Men det gør vi altså ikke ved at sikre dem billige cigaretter, siger Jesper Fisker.
Han peger på, at der er god evidens for, at borgere med lav indkomst i højere grad end dem med høj indkomst holder op med at ryge eller ryger mindre, når prisen på tobak stiger. At kvitte cigaretterne er dog ikke nemt. Derfor mener Kræftens Bekæmpelse, at samfundet skal bruge flere ressourcer på at hjælpe dem, som har sværest ved at blive røgfri.
Grænsehandlen nævnes også ofte af modstanderne af højere priser. Flere danskere vil tage over grænsen for at købe cigaretter, hvis de bliver dyrere herhjemme, lyder argumentet.
– Kræftens Bekæmpelses mål er, at færre børn og unge begynder at ryge. Netop børn og unge tager altså ikke over grænsen efter cigaretter. De er ekstremt følsomme over for prisstigninger, siger Jesper Fisker.