Pengene udmøntes til akut ortopædkirurgi i Thisted, oprettelse af Center for Multisygdomme i Hobro, første etape af flytningen af urologi fra Frederikshavn til Hjørring, etablering af Klinik for Sportsmedicin i Frederikshavn, til brug i forbindelse med tilgængelighedsanalysen i Psykiatrien samt til flere lægelige kompetencer i Den Præhospitale Virksomhed.
Mange faglige ambitioner
Regionsrådet vedtog tirsdag en udmøntning af 5,75 mio. kr. til at styrke de nordjyske hospitalsprofiler for at ruste dem til fremtidens behov. De 5 mio. kr. blev afsat i budget 2021. Derudover finansieres yderligere 750.000 kr. af en reservepulje.
Pengene bevilges i forlængelse af vedtagelsen af en ny profilplan for de nordjyske hospitaler og Den Præhospitale Virksomhed, og der er meldt en række initiativer ind til at understøtte denne udvikling.
– Der er mange faglige ambitioner på hospitalerne og i Den Præhospitale Virksomhed, og vi har haft mange initiativer at vælge imellem. Derfor har det været en skarp prioritering at udvælge netop de områder, som nu får penge, siger Ulla Astman (S), regionsrådsformand i Region Nordjylland.
De 5 mio. kr. gives til akut ortopædkirurgi i Thisted, oprettelse af Center for Multisygdomme i Hobro, første etape af flytningen af urologi fra Frederikshavn til Hjørring og etablering af Klinik for Sportsmedicin i Frederikshavn. Den største bevilling går til akut ortopædkirurgi i Thisted.
– Der har været ønske om at få den akutte ortopædkirurgi tilbage til Thisted. Derfor er det glædeligt, at det nu har vist sig muligt at komme med en ny løsning, som kan sikre et lokalt behandlingstilbud i Thisted, siger Henrik Buchhave (V), formand for Patientudvalget i Region Nordjylland.
Via en reservepulje er det ligeledes blevet muligt at bevilge en halv million kroner til Psykiatrien.
– I forbindelse med budget 2021 besluttede vi at se på en tilgængelighedsanalyse inden for børn og unge i Psykiatrien. Den skal gøre os klogere på, hvordan vi sammen med kommunerne og almen praksis kan sikre at børn, unge og deres forældre får den nødvendige støtte og hjælp i relevant regi, siger Jette Ramskov Kristensen (S), formand for Psykiatriudvalget i Region Nordjylland.
Regionsrådet har også via en reservepulje bevilget 250.000 kr. til Den Præhospitale Virksomhed.
Pengene skal gå til medfinansiering af øget understøttelse af beslutningstagen i det præhospitale setup, via flere lægefaglige kompetencer.
– Der er et behov for, at vi får øget lægelig tilstedeværelse til at understøtte arbejdet i Den Præhospitale Virksomhed. Pengene skal være med til at medfinansiere ansættelse af en medarbejder med lægelige kompetencer, som kan understøtte arbejdet med den sundhedsfaglige medicinske delegation i driften, samt tillige understøtte i bl.a. AMK-vagtcentralen og vores sundhedsberedskab, siger Mogens Ove Madsen (S), formand for regionens Akut- og Praksisudvalg.
Akut ortopædkirurgi, Thisted
Siden 2019 har det vist sig at være svært at dække den ortopædkirurgiske akutfunktion i Thisted.
Aalborg Universitetshospital har beskrevet et løsningsforslag, der betyder, at der fremadrettet igen bliver muligt at behandle størstedelen af de akutte ortopædkirurgiske patienter i Thisted. Forslaget indebærer, at operationskapaciteten i Thisted udnyttes effektivt samtidig med, at presset på belægningen i de ortopædkirurgiske senge i Aalborg reduceres.
Center for multisygdomme, Hobro
Center for Multisygdomme skal ses i sammenhæng med Diagnostisk Center i Farsø og bidrage til varetagelsen af patienter med flere medicinske lidelser eller patienter med komplekse og uklare symptomer, herunder også patienter med mange forskellige slags medicin.
Centret vil bl.a. have fokus på, at det skal være muligt for f.eks. kronikere og ældre medicinske patienter at gå til regelmæssige kontroller, blodprøvetagning mv. Centret vil desuden give mulighed for individuel koordinering ved sygeplejerske af den multisyge kronikers mange ambulante besøg, så besøg kan samles på én dag og spare patientens tid.
Klinik for Sportsmedicin
Målsætningen for klinikken er at hjælpe med idræts- og bevægelsesskader, så patienten får et mere aktivt liv. Samtidig er det ambitionen, at centret skal spille en aktiv rolle i forebyggelse og inspirere til bevægelse og et aktivt liv. Det er et mål at indgå samarbejdsaftaler med både bredde- som eliteidrætsorganisationer.
Klinik for Sportsmedicin åbnede i efteråret 2020 som selvstændig enhed under Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet i Hjørring, men vil blive flyttet til Frederikshavn i nærmeste fremtid.
Flytning af urologi
Det er ambitionen, at den akutte funktion på Hjørring-matriklen skal udvikles yderligere. Der ønskes en øget aktivitet for hele det akutte område og dermed et bedre akut flow i hele regionen. Her står den urologiske funktion, som i dag befinder sig i Frederikshavn, først for. Den flyttes til Hjørring for at styrke den langsigtede udvikling af specialet og tilknytningen til de øvrige akutte funktioner i hospitalet. Man forventer at gå i gang med planlægning og flytning indenfor 1 år.