Jammerbugt FC tager fredag aften imod VSK Aarhus hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor stadionlamperne ikke kun skal lyse for spillerne på banen, men også for tilskuerne uden for kridtstregerne.
Endelig bliver der liv på lægterne igen. Det har været savnet i en ellers spændende fodboldtid for Jammerbugt FC.
Men selvom spillerne glæder sig enormt meget til igen at have en trofast 12. mand i ryggen, forsøger de at holde fokus på det, der skal ske inde på grønsværen. Det har de blåblusede haft succes med den seneste tid, hvor det er blevet til en ny stime sejre.
– Vi er i de sidste tre kampe kommet tilbage på sejrssporet, og vi har generelt en god tro på tingene. Jeg synes, vi ser solide ud defensivt og har fundet effektiviteten igen i offensiven, så vi føler os klar til de kommende kampe, lyder det roligt og sikkert fra Jammerbugt FC’s midtbanespiller Anders R. Jensen.
Samme ro udstråler midtbanespilleren, når han centralt positioneret er med til at binde Jammerbugt FC’s spil sammen. Et vigtigt bindeled mellem defensiven og offensiven, som begge skal være skarpe fredag aften, hvis der igen skal tre point på kontoen.
– VSK Aarhus er en meget dygtig modstander, og de er tilmed det hold, der har lukket færrest mål ind i rækken. Derfor forventer jeg også, at det bliver en hård kamp mellem to fysisk stærke hold, som begge vil gå langt for en sejr. Kan vi fortsætte med at være effektive oppe foran, og samtidigt holde fast i vores stærke defensiv, har vi gode chancer for at tilføje endnu en sejr til vores stime, vurderer Anders R. Jensen med lige dele respekt for modstanderen og tro på egne evner.
For Jammerbugt FC handler det om at cementere sin position i toppen af tabellen og holde de nærmeste forfølgere på afstand. For VSK Aarhus, der er ubesejret i de seneste tre runder, handler det om at holde fast i den top 6 placering, der er så hård kamp om dette forår.
Og så tilbage til det, det også handler om denne fodboldfredag. Nemlig de meget savnede tilskuere.
– Jeg tror, at jeg taler på vegne af hele truppen, når jeg siger, at vi glæder os helt vildt til at se tilskuere på stadion igen. Fodbold er ikke det samme uden tilskuere, og at vi nu sammen kan se frem mod nogle meget spændende opgør, gør det bare endnu mere specielt. Jeg håber, at der møder mange op og støtter os på fredag, for det vil helt sikkert give os nogle ekstra procenter på banen, understreger Anders R. Jensen, der nu er knapt så rolig. Nu skal der tænding på. Nu varer det ikke længe før fløjten, og forhåbentlig brølet fra lægterne, lyder.
Der er kick off mellem Jammerbugt FC og VSK Aarhus fredag aften d. 23. april kl. 19.00.
Vi ses på stadion!