ForsideAabybroRegion indfører musik i alle vaccinationscentre efter succesen med Aalborg Symfoniorkester

Region indfører musik i alle vaccinationscentre efter succesen med Aalborg Symfoniorkester

Det har været en stor succes, at Aalborg Symfoniorkester har spillet for nordjyderne under vaccination. Derfor indfører Region Nordjylland nu musik i alle vaccinationscentre. 

Symfoniorkestret har spillet i alle 11 nordjyske kommuner


Som noget helt særligt indgik Region Nordjylland et samarbejde med Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus i starten af april, hvilket har betydet, at musikere fra symfoniorkestret spiller under vaccinationen i perioden 12. til og med 20. april. 12. april var dagen, hvor Region Nordjylland vaccinerede 10.000 borgere på én dag.

Musikerne har spillet inden for i hallerne, og det er selvfølgelig foregået helt coronasikkert.

Region Nordjylland har efter de gode erfaringer med Aalborg Symfoniorkester indgået et projektsamarbejde med Aalborg Universitet, der under Musikterapiuddannelsen skal undersøge, hvilken musik, der kan være gavnlig at afspille under vaccinationerne, samt hvordan musik kan afspilles til gavn for personalet i vaccinationscentrene og for de for borgere, der møder op til vaccination. Der skal eksempelvis udvikles varierende spillelister.

Projektet er lige startet, og det forventes, at musikken afprøves i regionens vaccinationscentre i løbet af maj måned, hvorefter spillelisterne udvikles og justeres i løbet af juni.

Region Nordjylland, Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus markerer den gode nyhed ved afslutningskoncerten med Aalborg Symfoniorkester i Brønderslev Hallerne, tirsdag den 20. april kl. 10-11.

Her vil samarbejdspartnerne fortælle om erfaringerne fra touren med Aalborg Symfoniorkester samt den fremadrettede musik i vaccinationscentrene.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER