Sparekassens repræsentantskab har igen i år besluttet at udbetale 3,25 % i garantrente for 2018. Det er en høj rente i det nuværende marked.
I Sparekassen
Vendsyssel lyder visionen:
”Vi er, og vil fortsat være, en lokal og
selvstændig sparekasse. Vi vil være blandt de bedste pengeinstitutter i Danmark
og dermed det bedste valg for vores kunder. Mulighederne for dette skal sikres
ved at sparekassen har en indtjening, der giver en så god konsolidering, at sparekassens
handlefrihed, udvikling og vækst kan opretholdes både i opgangs- og
nedgangstider.”
Sparekassen Vendsyssel arbejder på højtryk for at leve op til visionen, og i 2018 blev det igen til et rekordresultat på ikke mindre end 434 mio. kr. før skat. Det betyder, at sparekassen har rig mulighed for at lægge penge til side til at styrke egenkapitalen.
På den måde vil sparekassen altid være i stand til at modstå en ”finansiel 100 års storm”, hvis den skulle komme, og dermed leve op til visionen om at kunne skabe udvikling og vækst i både opgangs- og nedgangstider.
Ud over at have styrket egenkapitalen i 2018 udvidede sparekassen også garantkapitalen med mere end 200 mio. kr., og garantkapitalen rundede dermed i alt 1,5 mia. kr. i 2018. Sparekassens repræsentantskab har igen i år besluttet at udbetale 3,25 % i garantrente for 2018. Det er en høj rente i det nuværende marked.
I 2018 fik Sparekassen Vendsyssel næsten 17.000 nye kunder, så det samlede tal nu ligger over 131.000 kunder. Ikke mindre end 41.000 af kunderne valgte at blive garanter i sparekassen i 2018. Vagn Hansen, administrerende direktør i Sparekassen Vendsyssel, er meget tilfreds med udviklingen:
”Vi tager det som udtryk for, at kunderne og garanterne har stor tillid til sparekassens økonomiske tilstand og den måde, som vi driver sparekassen på. I sparekassen sætter vi altid holdet over individet. Det betyder, at kunderne har adgang til et bredt team af rådgivere og specialister, der alene i 2018 tilbragte 3.000 dage på skolebænken. Kompetencerne til at gennemføre god rådgivning skulle dermed gerne være til stede, og vi forventer, at 2019 bliver endnu et år med god kundetilgang”, siger Vagn Hansen.