ForsidePandrupJammerbugt FC anfører opsat på optur i Brabrand

Jammerbugt FC anfører opsat på optur i Brabrand

Det har været et hårdt program med topbrag på topbrag de seneste runder. Pointmæssigt har det også været nogle hårde runder. Efter mere end et år som ubesejret i 2. divisions blev Jammerbugt FC mindet om, hvordan et nederlag bider, da det ude mod Thisted FC endte med 1-0 til Thyboerne.

Efterfølgende måtte de blå nøjes med det ene point i en intens og jævnbyrdig kamp om 1. pladsen mod B 93, inden det ude mod Frem endte med et nederlag på 3-0 og dermed en revanche for Jammerbugt FC’s 5-2 sejr mod selvsamme Frem kun få uger tidligere.


Det har kostet point og det har kostet 1. pladsen. Foreløbigt i hvert fald. Den kan nemlig generobres Skærtorsdag i den sidste af tre udsatte efterårskampe. Det er på udebane mod Brabrand, som Jammerbugt FC i forberedelserne sendte i knæ med hele 7-1 i en træningskamp over tre halvlege.

Turneringskampe er dog en anden historie og Brabrand har da også rejst sig så at sige. Holdet har nemlig fået en flot start på foråret med tre sejre fra tre kampe.

Det er dog ikke kun Brabrand, der går en til Påskens første kamp med hovedet højt og tro på tingene. Trods pointtab i de seneste runder, har der været lyspunkter i Jammerbugt FC’s spil og i den blå lejr er der da også stadig selvtillid på den tank, som er blevet påfyldt nonstop gennem det seneste års tid.

Det handler om at finde tilbage i det spor hurtigst muligt, og faktisk har holdet måske ikke været så meget på afveje, som seneste resultat i Valby kunne antyde.

– Jeg oplever kampen mod Frem som mere tæt, end hvad resultatet umiddelbart fortæller. Vi kommer rigtig stærkt ud til kampen og sidder tungt på spillet i første halvleg, uden dog at skabe de helt store chancer. Det var derfor en mærkelig fornemmelse at gå til pause bagud 2-0. Anden halvleg bliver mere en blandet pose bolsjer, hvor vi ikke er tilfredse med vores udtryk, lyder vurderingen fra anfører Christian Rye, inden han understreger.

– Du får mig aldrig til at sige, at jeg har været tilfreds med en fodboldkamp, hvor vi taber 3-0, så vi er nødt til at kigge indad og rykke endnu tættere sammen i bussen, for at komme tilbage på sejrskurs.

Og selvom det ofte er de små marginaler, der afgør det, så kan de gøre en stor forskel i en tæt række. Derfor kan de i den blå lejr også godt mærke forskel på at møde ind til en træningsuge efter et nederlag fremfor den heldigvis mere vante sejr. Netop den følelse kan, brugt rigtigt, være vejen tilbage på sporet.

– Det har selvfølgelig været en omvæltning, at skulle bruge en weekend på at være frustreret over tabte point, i stedet for at fejre sejre. Jeg synes dog ikke, at det har gjort noget ved humøret i truppen, og vi har hele tiden været bevidste om, at der ville komme mindre gode perioder. Sådan en periode har vi ramt nu, men vi har samtidig også mødt nogle hold, som har gjort det svært for os. Vi er ikke blevet et dårligere fodboldhold på de seneste tre uger, så de seneste resultater bekymrer mig sådan set ikke, forsikrer kaptajnen, der glæder sig til meget til at få rettet op på tingene Skærtorsdag.

– Efter en stor skuffelse er det altid rart at komme i kamp hurtigst muligt. Vi er derfor meget opsatte på at revanchere os mod Brabrand, som har været forrygende kørende i de første kampe, lyder det fra midtbanedynamoen.

Det er tydeligt at der skal mere end et par dårlige resultater til at ryste Rye om co. Troen er intakt. Helt som den bør være. Og det er respekten for modstanderen også. Tre sejre fra forårets tre første kampe, kan Brabrand bryste sig af. Så hvor Jammerbugt FC måske har ramt et lille bump på vejen, så har Brabrand kørt hårdt på i jagten efter en top 6 placering.

Christian Rye gør da også helt klart, inden mødet med Brabrand, at storsejren i træningskampen, ikke er til meget nytte nu. Det venter en kamp på helt andre præmisser og som stiller helt andre krav til præstationen, hvis den blå bølge skal tilbage på sejrsporet.

– Jeg tror ikke, at nogle af holdene kan bruge træningskampen til noget. Det var vores sidste træningskamp før premieren, så vi var et helt andet sted i forberedelserne, end de var. Derudover kommer Brabrand med et helt forandret udtryk nu, end de gjorde i den kamp. Så jeg forventer, at vi får en svær opgave, hvor vi formentlig kommer til at møde et meget kompakt hold, som vil lure på vores fejl. Der er altid gang i den i vores kampe mod Brabrand, så det bliver en fed kamp, slutter Christian Rye, inden han og holdkammeraterne drager mod Brabrand i jagten på tre vigtige point og en top 6 placering – ja, og så selvfølgelig en generobring af 1. pladsen.

Der er kick off i Brabrand Skærtorsdag d. 1. april kl. 14.00.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER