Jammerbugt Kommune indgår en aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed om at smitteopspore blandt kommunens voksne. Hidtil har kommunen stået for smitteopsporing blandt borgerne i alderen 0-16 år, den udvides fra 8. marts 2021 til at omfatte alle borgere.
”Vi vil gerne hjælpe med denne meget relevante og nødvendige opgave, og dermed være med til at bryde endnu flere smittekæder. Vi har rigtig gode erfaringer med at løse opgaven i forhold til børn og unge under 16 år. De erfaringer bygger vi videre på i det udvidede arbejde”, fortæller Henrik Houmøller Sprøgel, der er sundheds- og seniorchef i Jammerbugt Kommune.
Opgaven bliver organiseret i Jammerbugt Kommunes nye testenhed, som vil koordinere opgaven i tæt samarbejde med de øvrige afdelinger.
Ud over smitteopsporing vil arbejdet bestå i at rådgive og vejlede om:
- Smitte – f.eks. om, hvad man som familie skal gøre, hvis en søskende eller en forælder er smittet?
- Selvisolation
- Rengøring og hygiejne