Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
En Rigsret må aldrig være politisk.
En sag ved Rigsretten er historisk. Kun én gang i de seneste 100 år, har Folketinget ment det nødvendigt at indlede en sag ved Rigsretten. Sidst – i 1993 – var det imod tidligere justitsminister Erik Ninn Hansen.
Jeg var i perioden 2008-2020 én af de 15 ”lægdommere”, som Folketinget havde udpeget til Rigsretten. Det er jeg ikke længere, så derfor kan jeg tillade mig at kommentere den sag, der nu vil blive rejst imod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Sager ved Rigsretten rejses kun i situationer, hvor Folketingets flertal mener, der ikke er andre muligheder for os som retssamfund. De fleste vil bestemt helst undgå det. Derfor er det også godt for demokratiet og respekten for Folketinget, at beslutningen er truffet af et meget bredt tværpolitisk flertal, som også tæller de fleste af Inger Støjbergs egne partifæller i Folketinget.
En rigsretssag må aldrig rejses af politiske grunde, men alene på baggrund af nøgterne og uvildige juridiske vurderinger. Det er også tilfældet i sagen mod Inger Støjberg. Det er en juridisk sag med deltagelse af op til 15 højesteretsdommere, når sagen går i gang. Større juridisk sagkundskab findes der næppe i Danmark.
Inger Støjberg forsøger at fremstille sagen, som om det handler om tvangsægteskaber – og for eller imod barnebrude. Det gør den ikke. Den slags er alle, som jeg kender, imod.
Sagen handler derimod om, hvorvidt Inger Støjberg som minister valgte at bryde dansk- og international lovgivning, der beskytter os borgere imod tilfældige overgreb fra myndighedernes side. Det er noget helt grundlæggende i et retssamfund.
Sagen handler altså ikke om at bekæmpe tvangsægteskaber eller beskytte barnebrude, som påstået af Inger Støjberg. Tværtimod handler sagen om, at ingen dansk myndighed kan træffe en beslutning uden at involvere den eller de personer, som sagen drejer sig om. At man altid skal høre borgernes egne forklaringer og borgernes egne udsagn, inden en myndighed kan træffe en beslutning. Det er noget helt grundlæggende i et retssamfund som det danske.
Blandt de asylsøgere, der blev omfattet af påbud om tvangs-adskillelse – uden at blive hørt – har vi endda set eksempler på helt unge par, der var flygtet fra deres egne familier, for at undgå at blive tvangsgift. De troede helt sikkert, at når de kom til Danmark, som er et retssamfund, ville de være beskyttet imod ethvert overgreb fra danske myndigheder.
Det var de ikke. De blev slet ikke hørt eller spurgt i deres egne sager, inden myndighederne traf en beslutning. Det strider både imod dansk og international lovgivning, som Danmark har forpligtet sig til at overholde som retssamfund.
Jeg skal ikke tage stilling til, om Inger Støjberg kan dømmes skyldig i de anklager, der nu rejses imod hende i Rigsretten. Også her er vi et retssamfund, hvor den anklagede er uskyldig, indtil man er dømt. Det er bare vigtigt at holde fast i, at sagen ved Rigsretten er en juridisk sag, hvor anklageskriftet imod Støjberg indeholder påstanden om, at hun som minister har iværksat en ulovlig administration, der tilsidesatte et af de helt grundlæggende principper, som betyder aller mest for os som frie mennesker. Fordi det beskytter os imod tilfældige overgreb fra myndighedernes side.
Bare for at undgå misforståelser om mit ærinde med dette indlæg. Jeg har altid sat pris på Inger Støjberg, som jeg mødte første gang som nyvalgt amtsrådsmedlem for Venstre i Viborg Amt i 1994. Senere blev vi kolleger i Folketinget. På det personlige plan er Inger både hyggelig og humoristisk at være sammen med. Man kan bare ikke gå på kompromis med de mest grundlæggende principper i et retssamfund. Så vil Danmark ikke længere være et retssamfund.
Jeg er ret sikker på, at det også er overvejelser, som langt de fleste folketingsmedlemmer har været igennem, inden man besluttede at stemme for en Rigsretssag. Det gælder ikke mindst Inger Støjbergs mange nære partifæller. Respekt for, at man har truffet det svære valg af hensyn til Danmark som en retsstat.