Coop Folkeskove A/S dannet. Mål: At skabe 1000 hektarer ny skov. Pris: 160 millioner kr.
Sammen med danskerne gør Coop det nu muligt direkte at bidrage til at skabe folkeskove og mere natur i hele Danmark.
Over de næste 10 år er målet at plante 1000 hektarer ny skov, hvilket forventes at koste i størrelsesorden 160 millioner kr.
Fra i dag bliver det muligt at støtte projektet med skovbeviser fra 50 kr. stykket, hvorved man bidrager til at opkøbe jord og skabe skov og natur på 3 m2.
”Vi håber, vi kan være med til at skabe en folkebevægelse. Med det engagement danskerne har i klimaet, tror vi, at mange gerne vil være med til at skabe mere natur i Danmark, mere biodiversitet og mere fællesskab,” siger koncerndirektør Jens Visholm, Coop.
Til formålet har Coop dannet et nyt selskab ”Coop Folkeskove A/S”.
Formålet med Coop Folkeskove er at skabe ny natur, der kan bidrage til øget biodiversitet, beskytte drikkevandet, skabe rekreative fællesarealer og forbedre klimaet og alle bidrag går ubeskåret til at købe jord og plante skov.
I tråd med Coops værdier vil der blive nedsat lokale skovråd, der skal være med til at bestemme, hvordan skovene skal anvendes til rekreative formål og med hvilke faciliteter.
Det første areal er allerede købt. Det er 113 hektarer (svarende til 226 fodboldbaner) ved Idomlund i Holstebro, som Coop Folkeskove har købt i samarbejde med Hedeselskabet, som kommer til at stå for beplantningen, der begynder til foråret.
Allerede nu kan danskerne også donere flaskepant til Coop Folkeskove i Coop 365-butikkerne. Dette bliver næste år bredt ud til endnu flere kæder.