ForsideAndetUhørt at nordjyske virksomheder skal betale løn for ansatte, der ikke møder...

Uhørt at nordjyske virksomheder skal betale løn for ansatte, der ikke møder på arbejde

Ny aftale om lønkompensation lader virksomhederne stå tilbage med regningen for regeringens opfordringer i Nordjylland. Svært at se, at der er nogen, der har forhandlet på virksomhedernes vegne, mener SMVdanmark.

Hvad er logikken i, at virksomhederne skal betale løn til medarbejdere, som regeringen opfordrer til ikke at komme på arbejde, spørger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der er hovedorganisation for 18.000 små og mellemstore virksomheder.


Hans kritik er rettet mod den aftale, de store arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer netop har landet med regeringen.

“Den nye aftale om lønkompensation sætter nordjyske virksomheder i en umulig situation. Det kan ikke være virksomhedernes økonomiske ansvar, at regeringen har opfordret deres medarbejdere til ikke at møde på arbejde, hvis de bor i en anden kommune. Alligevel skal virksomhederne nu betale op til 25 pct. af lønnen. Det er uhørt,” siger Jakob Brandt og fortsætter:

“Hvis regeringen ønsker, at medarbejderne ikke skal lide tab som følge af den kraftige opfordring til ikke at møde på arbejde i en anden kommune, så må regeringen betale hele regningen og sende pengene direkte til den enkelte lønmodtager. På den måde kan regnestykket gå op uden det er i konflikt med EU’s statsstøtteregler.“

Han mener situationen er en helt anden end i foråret.

“I foråret kunne man bruge lønkompensation, når der ikke var noget arbejde i virksomheden. Nu ER der arbejde i virksomheden, men de ansatte må ikke møde op. Så hele situationen er vendt på hovedet, og derfor er det urimeligt, at virksomhederne skal betale,” siger han.

Mens det letter presset, at lønkompensationen sættes op til 45.000 kr. om måneden for pendlere, der ikke kan møde ind på arbejdet, er det stadig uholdbart, at virksomhederne står for op til 25 pct. af lønnen til medarbejdere, mener Jakob Brandt.

“Pengene fosser ud af de nordjyske virksomheder – og har for mange gjort det i otte måneder. De mister kunder eller kan ikke nå deres leverancer. Jeg mener ikke, det er et reelt forsøg på at stå sammen gennem krisen, når virksomhederne tager en kæmpe del af den samlede regning. Jeg er skuffet over endnu en trepartsaftale, hvor det er svært at, se at der er nogen, der har forhandlet på virksomhedernes vegne,” siger han.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER