ForsideAndetSMVdanmark: Nordjyske virksomheder skal have fuld kompensation

SMVdanmark: Nordjyske virksomheder skal have fuld kompensation

Når en nedlukning rammer det nordjyske arbejdsmarked og erhvervsliv hårdt og pludseligt, har virksomhederne brug for fuld kompensation. En ny aftale om lønkompensation bør dække 100% af lønnen for hjemsendte medarbejdere, og kompensationen for selvstændige bør hæves til 30.000 kr. om måneden, mener SMVdanmark.

Regeringen har varslet nye restriktioner i syv nordjyske kommuner, der har til formål at begrænse coronasmitten fra mink. Mens virksomhederne får adgang til kompensation, der minder om forårets, så kalder den omfattende nedlukning på, at alle virksomheder i de berørte kommuner skal have adgang til fuld kompensation, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.


”Vi har fuld forståelse for, at man af hensyn til folkesundheden bliver nødt til at indføre de meget omfattende restriktioner. Vi er glade for, at regeringen giver virksomhederne adgang til kompensationspakkerne, som vi kender dem fra foråret. Men når man rammer det nordjyske arbejdsmarked og erhvervsliv så hårdt, bliver virksomhederne nødt til at få adgang til fuld kompensation. Vi så i foråret, at de små erhvervsdrivende bliver særligt hårdt ramt, så det er vigtigt, at samfundet holder dem oven vande,” siger han.

Når man med restriktionerne de facto nedlukker Nordjylland, må det fulde økonomiske ansvar derfor ligge hos regeringen, mener han.

“Det må sige sig selv, at virksomhederne ikke skal betale løn, når deres pendlende medarbejdere ikke kan nå frem på arbejdet, eller de ikke kan køre ud til kunder. Samtidig har de små virksomheder opbrugt det fedtlag, de havde i foråret. Derfor vil vi kraftigt opfordre regeringen til at lande en ny trepartsaftale, der giver 100% lønkompensation, når ansatte bliver hjemsendt. Derudover bør kompensation til selvstændige hæves til 30.000 kr., så den er på niveau med lønkompensation,” siger Jakob Brandt.

Han vil derudover opfordre til, at kompensationen bliver udbetalt som en særskilt periode:

”Læren fra forårets nedlukninger er, at det er vigtigt, at kompensation udbetales som en særskilt periode, der hvor virksomheden har været tvangslukket. Ellers risikerer man at straffe de virksomheder, som knokler igennem efter tvangslukningen for at indhente noget af det tabte,” siger Jakob Brandt.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER