ForsideAndetTrods millioner til minimumsnormeringer: Hver fjerde kommune sparer på daginstitutioner

Trods millioner til minimumsnormeringer: Hver fjerde kommune sparer på daginstitutioner

Stik imod de politiske ambitioner på børneområdet, sparer hver fjerde kommune på daginstitutionerne i budgettet for 2021.

Hver fjerde kommune har indgået budgetaftaler, hvor der er vedtaget besparelser på daginstitutionerne i 2021. Det viser BUPL’s opgørelse af kommunernes budgetter for 2021.


Det sker, mens Folketinget bl.a. diskuterer udmøntningen af de 600 millioner kroner, som er afsat til minimumsnormeringer i 2021. 

”Det går stik imod forældrenes forventninger og folkekravet om flere pædagoger til vores børn, når hver fjerde kommune har valgt at spare på daginstitutionerne. Kommunerne har netop fået pengene for at forbedre normeringerne og ansætte flere pædagoger. Så det er forargende, at kommuner tager imod millioner til minimumsnormeringer samtidig med, at de sparer på daginstitutionerne,” siger BUPL’s formand Elisa Rimpler og fortsætter:

”Vi har ad flere omgange set, hvor vidtrækkende konsekvenser det har for børnene, når der ikke er pædagoger nok. Børnene får simpelthen ikke den omsorg og det nærvær, som er nødvendigt for at sikre, at de trives og udvikler sig godt.”

BUPL’s kortlægning af kommunernes budgetter viser, at der er lagt op til især rammebesparelser, lavere pædagogandele samt besparelser på den pædagogiske ledelse. Elementer der alle påvirker normeringerne negativt.

”Det er afgørende, at regeringen og støttepartierne får landet en lov, der sikrer, at pengene går til pædagoger i daginstitutioner og ikke ædes op af lokale besparelser. Kommunerne skal simpelthen ikke have lov til at udhule pengene til minimumsnormeringer med andre besparelser,” siger Elisa Rimpler og tilføjer:

”Loven er også nødt til at indeholde bindende mål for pædagogandelen. I flere kommuner er under halvdelen af medarbejderne pædagoger. Det er en falliterklæring. Kvalitet får man ikke ved bare at fylde op med flere ufaglærte. Vi skal have pædagoger”.

Til gengæld glæder BUPL sig over, at mange kommuner har valgt at prioritere daginstitutionerne og at mere end hver sjette kommune fremrykker minimumsnormeringer.

Regeringen og støttepartierne har i et par uger forhandlet om loven om minimumsnormeringer, som har været på tegnebrættet, siden regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet indgik en aftale om at indføre lovbundne minimumsnormeringer efter valget i 2019. Og de genoptager tirsdag d. 3 november forhandlingerne igen.

Fakta om BUPL’s budgetkort 

  • Den 15. oktober var der deadline for budgetforhandlingerne i landets kommuner. Af de 98 kommuner har 24 kommuner lagt op til besparelser.
  • BUPL’s kortlægning er baseret på de endelige budgetter i landets kommuner, der er offentligt tilgængelige.
  • BUPL’s opgørelse tager højde for den demografiske udvikling, hvor børnetallet i flere dele af landet vil stige og derfor kræve flere ressourcer. BUPL’s lokale budgetteknikkere har set på daginstitutionsområdet pr. barn i kommunerne.
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER