Politisk fokuspunkt 2021
Under politiske fokuspunkter – budgetbemærkninger til anlægsbudgettet for 2021 i Jammerbugt Kommune fremgår det, at der er politisk enighed blandt samtlige 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer om :
Renoveringsplan for børnehaverne skal fremtidssikre de fysiske rammer for vores børn
Indretningen og renoveringen af kommunens børnehaver er et højt prioriteret indsatsområde, da de fysiske rammer har stor betydning for både børn og voksnes trivsel. Senest er der igangsat en tilbygning og renovering af både Nørhalne Børnehave og Børnehaven Gl. Dalhøj i Fjerritslev, da begge institutioner oplever en stor tilgang af børn. Desuden er en renovering af Børnehaven Grøftekanten i Fjerritslev på vej. Det er dog vigtigt, at der udarbejdes en samlet renoveringsplan for børnehaverne, således at det synliggøres, hvor behovene er størst. Dermed er der et solidt grundlag at stå på, i forhold til de kommende års prioriteringer.
Renoveringsplan fremtidssikrer skolernes læringsmiljøer
Forligspartierne er enige om, at de fysiske rammer og læringsmiljøer på skolerne i Jammerbugt Kommune fortsat skal være et højt prioriteret område. Dette er de seneste års byggeri af to nye skoler og de mange skolerenoveringer et vidnesbyrd på, ligesom prioriteringen af de fysiske rammer er et markant pejlemærke i den nye skolepolitik for Jammerbugt Kommune.
Der vil derfor i løbet af 2021 blive udarbejdet en renoveringsplan for skolevæsnet i Jammerbugt Kommune. En renoveringsplan, som udover at kvalificere og styrker det politiske beslutningsgrundlag, fremtidssikrer skolernes fag- og læringsmiljøer i forhold til Jammerbugt Kommunes vision om et skolevæsen i top.
Øget tilgængelighed
I de kommende år ønsker vi øget fokus på tilgængelighed.
Det hænger sammen med ambitionerne om at være Danmarks bedste fritidskommune. Øget fokus på tilgængelighed skal tænkes ind fra start ved renovering og nybyggeri. Der skal være et generelt fokus på tilgængelighed ved alle offentlige bygninger, herunder tænkes også på toiletforhold for handicappede. Samtidig ønsker Forligsparterne at arrangører af større arrangementer, sikrer adgang til handicaptoiletter og handicap p-pladser.