Efterforskere fra Nordjyllands Politi ransagede torsdag den 3. september 2020 en adresse i 9460 Brovst og beslaglagde i den forbindelse euforiserende stoffer. Tre personer blev sigtet i sagen.
Efterforskere fra Nordjyllands Politis afdeling i Hjørring rettede efter forudgående efterforskning opmærksomheden mod en adresse i 9460 Brovst, hvor man torsdag den 3. september 2020 rykkede ind for at ransage.
”På adressen fandt og beslaglagde vi 51,57 gram amfetamin, 1,78 gram hash og 25 Rivotril-piller,” oplyser politikommissær Lene Madsen, leder af Efterforskningscenter Hjørring.
I forbindelse med ransagningen sigtede politiet tre personer; beboeren på adressen og to gæster. Den 31-årige beboer og en 25-årig gæst var i besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug og blev derfor sigtet for at overtræde loven om euforiserende stoffer.
Den tredje person – en 21-årig gæst på adressen – blev sigtet for at overtræde straffelovens § 191, da han var i besiddelse af euforiserende stoffer med videresalg for øje.