ForsideBlokhusBørnefamilierne har fået øjnene op for Museum for Papirkunst

Børnefamilierne har fået øjnene op for Museum for Papirkunst

Tusindvis af feriegæster, og især børnefamilierne er strømmet til Museum for Papirkunst i sommerferien. Nu lancerer museet et nyt og særligt tilbud for de yngste. 

”Hold da op hvor har vi haft travlt” siger daglig leder Ditte Ninn med et smil. ”Papirværkstedet ligner en slagmark hver dag – og vi elsker det, for det betyder at børnene virkelig har givet den gas med saks, papir og lim”. 


Museet i Blokhus, som åbnede i 2018, frygtede at corona-nedlukningen ville betyde at nøglen måtte drejes om for det nystartede museum, men sommeren blev heldigvis en kæmpe publikumssucces. ” Gæsterne er strømmet til og børnefamilierne har virkelig fået øjnene op for at museet har en masse sjovt at byde på”, fortæller Ditte Ninn. 

Børnebillet inkluderer en hel kuffert fuld af sjove og lærerige aktiviteter

”Vi bliver så glade når børnene skriver i gæstebogen at de har haft en skøn oplevelse hos os. Og vi vil gerne have massevis af børn og endnu mere dejligt rod i Papirværkstedet resten af året. Derfor laver vi nu et helt særligt tilbud for museets yngste gæster. Resten af 2020 koster en børnebillet derfor kun 15,- kr. !” fortæller Ditte Ninn. 

Når børnene kommer på besøg, får de udleveret en aktivitetskuffert med spændende symboljagt, forstørrelsesglas, konkurrence og sjove kreative opgaver. I Papirværkstedet kan børnene slå sig løs med f.eks. decoupage, papirfly-foldning, origami – ja man kan endda klippe sit eget silhuetportræt! 

Coronaen spøger for fremtiden, men museet er klar til kamp

På trods af sommerens succes, er corona-vanskelighederne ikke overstået for museet. De allerfleste gruppebestillinger er nemlig blevet aflyst og museet stab arbejder på højtryk for at sikre museets fremtid.

”Vi knokler og håber at busture og gruppebesøg snart vender tilbage” siger Ditte Ninn. For at lokke besøgende til papirmuseet, arbejdes der netop nu på tre nye spændende udstillingstilbud.

Den 1. oktober kl. 13 åbner udstillingen ”DesignByPaper”, til vinterferien åbnes en festlig udstilling med Papirteatre og fra påsken 2021 tilbyder museet også særlige omvisninger med religiøst tema i museets kerneudstilling. Her kan man blandt andet opleve og høre om Bit Vejles fantastiske altertavle og et klip skabt til Nidaros Domkirke i Norge.

Men lige nu satser Museum for Papirkunst på at det nye særlige børnebillettilbud vil få rigtig mange børnefamilier til at lægge vejen forbi museet i Blokhus i weekenderne hen over efteråret og vinteren.

Børnebillettilbuddet gælder fra lørdag den 29. august 2020 og resten af året for alle børn mellem 3 og 11 år ifølge med en betalende voksen. Se mere om åbningstider og museet på hjemmesiden www.museumforpapirkunst.dk. Museet holder i forbindelse med opbygning af den nye udstilling lukket fra 21. september – 30. september (begge dage inkl.)

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER