Den blå bølge er kommet godt fra land i sæsonforberedelserne og det samme er Mathias Mortensen, der er ny mand i den vesterhavsblå trøje efter sit skifte fra Vejgaard B. denne sommer.
Forude venter nu den anden træningskamp, hvor det gælder divisionskonkollegaerne fra Thy, Thisted FC. Thyboerne har foreløbigt spillet tre træningskampe. Her er det blevet til en sejr over Nørresundby, mens det mod henholdsvis Vejgaard og Holstebro er endt med nederlag.
For Jammerbugt FC’s vedkommende har der været en enkelt test på programmet og her blev Sæby besejret i en kamp, hvor blandt andre Mathias Mortensen nettede – og det tilmed i sin første optræden for klubben.
– Jeg synes, jeg er faldet rigtig godt til. Det er nogle gode gutter og et fedt miljø at være en del af. Så de første par uger har været rigtig fine, fortæller den nye Jammerbugt FC spiller fra træningsanlægget, der nu udgør hans nye fodboldhjem.
– Jammerbugt FC er en god klub med de rigtige ambitioner, et godt træningsmiljø og et super set-up. Samtidig har det været vigtigt for mig at komme til en klub, hvor jeg føler, jeg kan udvikle mig yderligere, og det føler jeg, at jeg kan her, fremhæver Mathias Mortensen.
Han er næsten lige landet, men lader allerede til at have fundet sine fødder. Men han forholder sig ydmyg og med holdets bedste i front, når han ser ind i den forestående sæson.
– I forhold til mine ambitioner, så er det at bide mig fast i startopstillingen og ellers handler det om at hjælpe klubben og holdet til at opnå de fælles mål, vi har sat for sæsonen, siger han og glæder sig over at den første præstation i blåt er godkendt.
– Det er altid godt at komme i gang med at spille kampe igen, og at få scoret i den første kamp for klubben er bare en bonus. Det var skønt at få scoret og forhåbentlig vil der komme flere af den slags i den kommende sæson, lyder det fra den alsidige spiller, der oftest har sit udgangspunkt på den centrale midtbane.
Mathias Mortensen får som nævnt muligheden for at komme i kamp, og på måltavlen, igen allerede i den kommende weekend mod Thisted FC. Et hold han kender forholdsvist godt og en kamp, han ser frem til.
– Jeg har et par tidligere holdkammerater, der spiller i Thisted FC. Jeg har også selv spillet mod klubben et par gange, og jeg glæder mig til kampen. Jeg forventer, det bliver en hård kamp, hvor begge hold gerne vil prøve at kontrollere den. Jeg forventer også, vi vinder kampen, og så forventer jeg, at vi leverer en rigtig god indsats mod et fint Thisted mandskab. Vi skal tage styringen fra kampens start, understreger Mathias Mortensen inden opgøret, der spilles hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 15. august kl. 12.00.