Ved siden af den gamle briketfabrik i Moseby ligger et smukt hus, majestætisk placeret mellem træerne. Fra spisebordet byder udsigten på et naturskønt område, hvor der er langt til nærmeste nabo. Her er ro, masser af plads – og alligevel er det tæt på alting – ifølge Jesper og Pernille. For bare 2,5 år siden besluttede de at flytte fra det pulserende Frederiksberg for at starte et nyt kapitel lidt uden for Moseby i Jammerbugten.
De faldt over drømmehuset ved et tilfælde, og der har været fuld fart på siden.
Begge er oprindeligt fra lokalområdet, hvor de i barndommen og teenageårene slog deres folder i Jetsmark Hallen og var en del af det lokale forenings- og ungdomsliv. De husker det som værende et trygt og godt sted at vokse op, hvilket var en afgørende faktor, da de skulle slå rødder efter mange år på farten.
I forbindelse med Pernilles professionelle håndboldkarriere har parret boet forskellige steder rundt omkring i Danmark, men nåede aldrig rigtigt at føle sig hjemme, før de skulle rykke videre. Både Jesper og Pernille er glade for at have prøvet at bo uden for Jammerbugt Kommune. ”Det er først når man har været ude, man kan se, hvad man egentlig havde,” siger Pernille.
Der blev vendt op og ned på alting for 2,5 år siden, da deres søn Alexander var på vej – og for nylig blev de færdige med at renovere deres drømmebolig, hvor tvillingerne Mille og Felix også er flyttet ind. Med tre små børn betyder det meget for familien, at logistikken fungerer – og det gør den! Også selvom de er flyttet ”på landet”, som mange nok vil mene. At bo på kanten af en udkantskommune lyder nok ikke umiddelbart tillokkende, men som Pernille spørger: ”På kanten af hvad?” For de føler sig i hvert fald ikke langt væk fra alting. Tvært imod.
Mens deres nye hjem forvandlede sig, arbejdede Jesper stadig i København og pendlede frem og tilbage i godt 2 år. Med et smil på læben fortæller Jesper, at han kom hurtigere på arbejde end mange af sine kollegaer, der boede på Sjælland og som ikke kunne forstå, at han kunne sove længere end dem om morgenen. Det var altså en stor gevinst for familien at have Aalborg Lufthavn i baghaven, indtil Jesper fik nyt job med afsæt i Nordjylland.
Jesper og Pernille er meget tilfredse med, at både vuggestue og den kommende skole mellem Pandrup og Kaas ligger inden for cykelafstand til deres hjem. De føler sig tæt på alt, hvad de har brug for, og de elsker bl.a. at komme til Blokhus, hvor der sker en masse – og især under barslen med Mille og Felix har Pernille nydt at tilbringe tiden der.
Næste skridt for Pernille, der har lagt håndbolden på hylden, er at starte på fysioterapistudiet, hvor hun er blevet optaget. Om det bliver til et fast job eller en start på et selvstændigt virke vides endnu ikke, men hun glæder sig.
Familien elsker vidderne, den friske luft, og at være tæt på stranden og skoven. Om aftenen kan de høre havets brusen og se den smukkeste stjernehimmel fra terrassen. Pernille, Jesper og deres 3 børn stortrives og er glade for at være flyttet tilbage til området – tæt på familien, vennerne og mulighederne for at skabe det liv de drømmer om.