ForsideNordjyllandUdviklingsplan fra Region Nordjylland: 3. Limfjordsforbindelse prioriteres højt

Udviklingsplan fra Region Nordjylland: 3. Limfjordsforbindelse prioriteres højt

Regionsrådet vedtog den nye Regionale Udviklingsstrategi på sit møde den 26. maj.

Som noget nyt i forhold til tidligere strategier har Regionsrådet udpeget nogle få af initiativerne inden for hvert af strategiens indsatsområder som særligt centrale for udviklingen i Nordjylland.


Disse kaldes kerneinitiativer og er følgende:

  • Etablering af en 3. Limfjordsforbindelse
  • Styrkelse af det nordjyske jernbanenet
  • Forbedring af vejforbindelsen Hanstholm-Skive-Herning (rute 26/34)
  • Teknologipagt om stærke tekniske kompetencer
  • Styrkelse af uddannelsesmuligheder og kompetenceudvikling i alle dele af Nordjylland
  • Strategisk energiplanlægning
  • Cirkulær økonomi

Kerneinitiativerne er omdrejningspunkter for det arbejde som Regionsrådet de kommende år vil gennemføre i partnerskaber med bl.a. de nordjyske kommuner, organisationer og borgere.


3. limfjordsforbindelse over Egholm deler vandene
Der er stor opbakning til initiativer for bæredygtig udvikling, men en 3. Limfjordsforbindelse deler vandene. Ikke desto mindre har en forbindelse over Egholm, som er fastlagt politisk, høj prioritet.

– Vi har mange initiativer, der peger i retning af en mere bæredygtig udvikling, og vi har mange initiativer, der går på at skabe øget aktivitet i alle dele af Nordjylland. Det fornemmer jeg en stor opbakning til. Men vi er også nødt til at træffe valg, der deler vandene. 3. Limfjordsforbindelse er et af de initiativer, men her holder vi fast og peger på Egholmforbindelsen, som er fastlagt politisk, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.


Konkrete målsætninger skal sikre fælles retning
Den Regionale Udviklingsstrategi lægger den kurs, som Regionsrådet de kommende år vil følge, når der skal træffes politiske beslutninger om alt lige fra uddannelse og kollektiv trafik til kultur og miljø m.m.

– Vi sætter ikke blot strategien ind på hylden. Vi vil følge op med konkrete initiativer og investeringer både hos Regionen selv og sammen med vores partnere. Strategien skal sikre, at vi alle trækker i samme retning til gavn for et stærkt Nordjylland, og målsætningerne som vi har opstillet, vil vi løbende følge op på for at sikre, at der er den nødvendige fremdrift, siger Ole Stavad (S), som er formand for Regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling.

Et eksempel på et af Regionsrådets målsætninger er ønsket om at øge de tekniske kompetencer i den nordjyske arbejdsstyrke. Nordjyske virksomheder oplever nemlig især mangel på ansøgere inden for de bygge-anlægstekniske uddannelser og IT. Derfor er det målet, at 20% flere starter på tekniske og digitale uddannelser i 2025.

En anden målsætning i strategien er, at den kollektive trafik i Nordjylland skal være endnu mere grøn. Derfor arbejder Regionsrådet for, at 95 pct. af kørslen med regionale busser er fossilfri i 2025. I dag er det omkring 12 pct., der er fossilfri.


Mulighedernes Nordjylland
Den nye strategis officielle navn er “Mulighedernes Nordjylland: Regional Udviklingsstrategi 2020-2023”, men populært kaldes den blot RUS.

Strategien lægger den kurs, som Regionsrådet sammen med sine samarbejdspartnere vil følge mod visionen om et stærkt Nordjylland med bæredygtig udvikling, sammenhæng og balance i hele regionen.

Læs mere om strategien på rus.rn.dk

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER