I går trådte en række nye tiltag i kraft med det formål at forhindre yderligere smittespredning af corona-vrius. Eksempelvis er der nu forbud mod at forsamle sig mere end 10 personer på offentlige områder – indendørs såvel som udendørs.
Du kan læse om alle de nye tiltag her: www.coronasmitte.dk
Hos Nordjyllands Politi oplever man en høj grad af samfundssind blandt nordjyderne, men man er også klar til at gribe ind, hvis man ikke følger de nye tiltag.
”Vi har i den seneste tid oplevet, at nordjyderne udviser en høj grad af samfundssind. Derfor er det min klare opfattelse, at borgerne også i denne situation vil lytte til myndighedernes anvisninger,” siger den operationsansvarlige for Nordjyllands Politis patruljetjeneste, politiinspektør Ole Kristensen.
“Vi er selvfølgelig klar til at skride ind og sikre, at reglerne bliver fulgt, hvis det skulle blive nødvendigt, men som nævnt, så har vi stort set kun oplevet, at nordjyderne i denne tid udviser samfundssind.”
Øget patruljering i hele Nordjylland
Nordjyllands Politi understreger, at man – siden tiltagenes indførelse – har øget patruljeringen i hele politikredsen. Derfor vil du kunne se mere synligt politi, end du er vant til.
“Det gør vi for at være til stede med blandt andet råd og vejledning til borgerne, ligesom vi søger dialogens vej med nordjyderne, når vi skal håndhæve de nye regler.”
Man kan ringe til politiet på 114, hvis man har nogle forhold, som man mener, er relevant for politiet.