ForsidePandrup5. generation overtager nøglerne til Meny i Saltum

5. generation overtager nøglerne til Meny i Saltum

5. generation overtager nøglerne til Meny i Saltum

Købmand Rikard Andersen kan i år fejre 10-års jubilæum for sin Meny-butik på Tinghøjgade i Saltum. Lørdag den 24. maj overdrager han nøglerne til sin søn, Peter Andersen, som nu bliver 5. generation i familiens købmandsforretning, der har eksisteret siden 1909.

Efter at have drevet butikken i 33 år og transformeret den til et moderne supermarked – i tæt samspil med sin hustru Lene Thomsen, er Rikard klar til at give stafetten videre til sin 27-årige søn. Peter, der har været tæt knyttet til butikken hele sit liv, valgte for to år siden at indstille sin revisor-karriere og kaste sig over arbejdet som købmand med en klar ambition om at føre familiearven videre.

“Min far ringede og opfordrede mig til at prøve kræfter med købmandslivet. Jeg fik mulighed for at besøge flere Meny-butikker og se, hvordan de drev forretning. Efter kort tid som købmand vidste jeg, at det var vejen for mig. Jeg har dog hele tiden haft det som mål, at vi skulle arbejde tæt sammen, så jeg kunne lære af min fars erfaring, før jeg skulle stå alene ved roret,” siger Peter.

Siden da har far og søn arbejdet sammen om driften af butikken, og Peter er fast besluttet på at fortsætte det tætte samarbejde, samtidig med at han gradvist tager mere ansvar.

“Butikken er gennem årene løftet til nye højder, og min fars tilgang til arbejdet er noget, jeg beundrer. Jeg vil fortsætte i samme spor, men jeg ser også frem til at finde min egen vej som købmand”, siger Peter, der dog ikke kommer til at stå helt alene foreløbigt. Hans mor, Lene, der de sidste mange år har arbejdet primært på kontoret i købmandsforretningen med administrative opgaver og HR, vil fortsat bistå med sin erfaring og støtte. Lene udtrykker sin fulde opbakning til sin søns beslutning og tilføjer:

“Jeg er meget glad for Peters valg. Jeg har set ham vokse op med butikken, og jeg er helt tryg ved, at han tager stafetten videre. Det har altid været en drøm for os, at familien kunne føre købmandsforretningen videre – og nu ser vi det ske. Jeg ser frem til at kunne fortsætte mit arbejde, samtidig med at jeg støtter Peter på hans rejse som 5. generation.”

Rikard er tydeligt rørt og supplerer:

“Jeg synes, det giver god mening med en glidende overgang. Jeg er glad for at kunne dele mine erfaringer og sende Peter videre i en tryg retning. Men det er også vigtigt, at han finder sin egen måde at være købmand på – ligesom jeg har gjort.”

110 år med købmandsskab – Familien Andersen har drevet købmandsforretning siden 1909. Nu fortsætter traditionen med Peter Andersen som ny købmand i Saltum. Foto: Privat

Fest, Fejring og Fornyelse 

I forbindelse med generationsskiftet har der de seneste måneder været foretaget store investeringer i butikken. Slagter- og delikatesseafdelingen er blevet udvidet og gjort mere synlig, samtidig med at bæredygtige energivenlige frysere og kølere er blevet installeret. Også butikkens layout er blevet opdateret for at skabe en endnu bedre shoppingoplevelse.

“Det var tid til endnu en opdatering af butikken og investering af vores tilgang til fremtiden,” fortæller Rikard. “Jeg er glad for, at vi har kunnet gøre nogle vigtige investeringer som en del af generationsskiftet. Det sikrer butikkens fremtid både teknisk og bæredygtigt.”

For at fejre både generationsskiftet og den nye tid i butikken, inviterer Meny Saltum til en kæmpe fest lørdag den 24. maj 2025. Fra kl. 09-22 vil der være en 13-timers fejring med masser af oplevelser: Borgmestertale, live jazz musik, goodiebags til de første gæster, smagsprøver fra butikkens Madmarked, gode tilbud, konkurrencer, et smukt blomstermarked og en god byfest om aftenen med lækker mad fra Menys delikatesse, stand-up show med Jonas Mogensen (mod entré) og livemusik (find billetter her: https://billet.to/1175763-socialmedia).

“Vi glæder os enormt til at fejre både butikken og generationsskiftet sammen med kunder, venner, af huset, samarbejdspartnere, lokale, turister og leverandører. Det bliver en fest, der markerer både vores historie og vores fremtid,” slutter Peter Andersen.

Peter Andersen købmand i Meny Saltum Foto: Privat

1 KOMMENTAR

  1. Stort Tillykke med din snarlige overtagelse af styret i Meny Saltum – og fortsat god vind for en flot og fremragende købmandsbutik.
    Hilsen fra en tidligere bydreng i samme butik – anno 1959-61, hos din farfar, Ib.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER