ForsideAndet5 år senere: Danskerne ved stadig ikke, hvad det blå sygesikringskort dækker

5 år senere: Danskerne ved stadig ikke, hvad det blå sygesikringskort dækker

Print Friendly, PDF & Email

Denne sommer er det 5 år siden, at det blå sygesikringskort blev fast inventar i kufferten på rejser inden for EU. Danskere tror dog stadig, at det blå kort dækker meget mere, end det reelt gør. Det viser en ny rundspørge foretaget af Epinion på vegne af Forsikringsguiden.

Kun ca. halvdelen af danskerne er klar over, at det blå sygesikringskort ikke dækker det samme som en rejseforsikring. Og under halvdelen ved, at det blå sygesikringskort ikke dækker hjemtransport ved sygdom eller ulykke.

  • Vi ved, at knap 25 pct. af danskerne har rejst uden for Norden uden en rejseforsikring. Og det kan blive rigtig dyrt, hvis uheld eller sygdom rammer, da det blå kort ikke dækker det samme som en rejseforsikring, siger Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen.

En rejseforsikring dækker udgifter udover dem, det blå kort dækker. Det gælder bl.a. udgifter til hjemtransport i forbindelse med sygdom eller ulykke, tilkaldelse af familie ved sygdomsindlæggelse samt nødvendig behandling på privathospital og -klinik. Det er værd at bemærke, at privatklinikker ofte er eneste mulighed på mindre ferieøer og i charterområder.

  • Det er vigtigt, at danskerne forstår forskellen mellem det blå kort og en rejseforsikring. Det vil altid være det mest sikre valg for forbrugere at have en rejseforsikring som supplement til det blå kort – også selvom du kun rejser inden for EU, siger Anja Lintrup Sørensen.

Rejser du uden for EU, er rejseforsikringen naturligvis også vigtig, da der slet ikke er nogen hjælp at hente fra en offentlig sygesikring.

Styr på rejseforsikringen

Man kan både have en rejseforsikring via sin indboforsikring, købe en årsrejseforsikring eller enkeltrejseforsikringer. Hvad der passer bedst til den enkelte, afhænger af, hvor ofte man rejser, og hvor længe man skal være væk.

På Forsikringsguiden.dk, som er en uvildig portal udviklet af Forsikring & Pension og Forbrugerrådet Tænk, kan man se priser og dækninger på forskellige rejeforsikringer. Man kan også tage kontakt til sit nuværende forsikringsselskab for at tjekke, at man er korrekt dækket, inden ferien begynder.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER