Godkendelse af udarbejdelse af en masterplan for den fremtidige udvikling i Hune

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Godkendelse af udarbejdelse af en masterplan for den fremtidige udvikling i Hune

Teknik og Miljø udvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 4. september, hvor der på dagsordenen bl.a. er: Godkendelse af udarbejdelse af en masterplan for den fremtidige udvikling i Hune

Sagsbeskrivelse

Interessen for at investere i udviklingen af Hune er stor, og der er på nuværende tidspunkt indsendt mange forskellige ansøgninger om nye projekter samt ændring af eksisterende projekter.

På baggrund af de mange forskellige projekter i Hune vurderes det, at der er behov for, at der fokuseres på, hvordan den samlede planlægning for Hune skal være. Der er et klart behov for at fastlægge en retning for den intense udvikling byen står overfor, således udviklingen og de mange forskellige projekter kan være med til at styrke hinanden. Det foreslås derfor, at der udabejdes en masterplan for den fremtidige udvikling af Hune.

Udover behovet for en styring af den fremtidige udvikling, er der ligeledes et behov for, at der ses på en afgræsning af Hune By, og hermed en stillingtagen til, hvor udvikling i både boliger og rekreative arealer skal ske.

I sammenhæng med afgrænsning af arealer, der skal ske udvikling på, kan det med fordel belyses, hvordan Hune By og byudviklingsarealerne kædes sammen med den omkringliggende natur. Dette vil være med til at styrke de rekreative og naturmæssige ressourcer, som Hune har.

I arbejdet med fastlæggelse af retning for udvikling er det også vigtigt, at der ses på visioner/strategier for, hvordan byen skal se ud hvad skal byens identitet være? Der er i dag ingen strategi eller retning for, hvordan byen og dens nye byggerier skal indpasses i den eksisterende by.

Der er i relation til dette behov for præmisser for fx højde på byggeri, udformning af byggeri, placering af byggeri, udseende på byggeri (herunder fx materialevalg) mv. Typen af boliger, der ønskes planlagt for, er ligeledes vigtigt at der tages stilling til, således der fx ikke opføres for mange boliger af én bestemt type.

Slutteligt vil der i forbindelse med en samlet planlægning for Hune By være et stort behov for at se på trafik og infrastruktur, således der i forbindelse med udviklingen af Hune også sikres, at der trafikalt kan laves løsninger, der kan sikre en god trafikafvikling.

Nye projekter i Hune:

Ønske om større boligprojekt ved Hune Grusgrav

Ønske om nyt bolig- og butiksprojekt ved Ilsigvej (primært arealer ved Sol og Strand)

Ønske om nyt boligprojekt ved Vesterhavsvej (arealer ved Kulturhuset)

Ønske om ændringer i boligområdet Vesterhavsparken, del II

Ønske om udvikling af FunArt

Ønske om nyt stadion mv.

Indtil en masterplan for Hune foreligger anbefales det, at der ventes med at godkende enkeltprojekter i Hune.

Retsgrundlag

Planloven.

Budgetmæssige konsekvenser

Der skal afsættes budgetmidler på 0,4 mio. kr. til udarbejdelse af en masterplan for Hune.

Høring/borger- og brugerinvolvering

Der vil i processen med udarbejdelse af en masterplan være borgerinddragelse, herunder borgermøder og/eller byvandringer.

Indstilling

Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der udarbejdes en masterplan for Hune, og at planen indgår i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger for budget 2024.

LÆS OGSÅ: Godkendelse af tilskud til lokalt forum for fjernvarme i Hune-Blokhus