40 år med kunst og fællesskab – Malergruppen Regnbuen hyldet ved festlig fejring
Malergruppen Regnbuen kunne torsdag den 13. februar fejre sit 40-års jubilæum med en festlig begivenhed, hvor medlemmer, gæster og lokale repræsentanter samledes for at hylde fire årtiers kunstnerisk fællesskab. Udvalgsformanden for Kultur-, Fritid og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune, Helle Bak Andreassen, holdt en inspirerende tale, hvor hun satte ord på betydningen af gruppens eksistens og udvikling gennem årene.
“Tænk sig: Malergruppen Regnbuen nu med 40 års jubilæum, hvilket er en stor milepæl, der giver anledning til at fejre fællesskab, glæde, læring og det engagement, der har båret gruppen igennem årene,” sagde Helle Bak Andreassen i sin tale.
Hun fremhævede, hvordan fællesskab har været en grundsten for gruppens eksistens og udvikling:
“Et kreativt fællesskab som Malergruppen Regnbuen er ofte bygget på det samarbejde, der sker på tværs af medlemmerne, og den styrke, det giver at arbejde sammen om at udtrykke sig kunstnerisk. Det er et fællesskab, der både giver plads til personlig udfoldelse og til at udvikle sig gennem samspil med andre.”

Glæden ved kunst og kreativitet blev også fremhævet som et bærende element i gruppens arbejde:
“At have mulighed for at arbejde sammen om at skabe noget smukt og meningsfuldt, som kan deles med andre, er noget, der kan fylde en med stolthed og glæde. Kunst bringer os sammen og giver os en fælles skaberglæde.”
Læring har været en konstant del af gruppens liv, hvor erfaringer og teknikker er blevet delt blandt medlemmerne:
“At dele viden og erfaring med hinanden skaber et miljø, hvor alle kan vokse og udvikle sig. I har vist en åbenhed for at tilegne jer ny viden gennem kurser og udveksling af teknikker. Det er denne vilje til at forny sig, der sikrer, at gruppen fortsat kan trives.”
Samtidig blev der sat fokus på de medlemmer, der har taget ansvar og inspireret andre:
“Der er altid nogen, der går foran. Nogle medlemmer tager ansvar, inspirerer og leder andre på deres rejse som kunstnere. Det engagement fra de mere erfarne medlemmer skaber rammerne for, at nye medlemmer kan finde deres plads i gruppen og lære af dem, der har været her længst. Tak for det store engagement – I skal vide, at det er værdsat.”
Afslutningsvis så Helle Bak Andreassen frem mod gruppens fremtid:
“Jeg tænker, fremtiden er lys. Det er en smuk og optimistisk tanke, at Malergruppen Regnbuen ikke blot har haft stor værdi gennem de 40 år, der er gået, men også vil fortsætte med at blomstre og give både kunstnerisk og personlig styrke i mange år frem.”
Hun afsluttede sin tale med en tak til gruppen for dens bidrag til lokalsamfundet:
“Tak fordi I med jeres forening er med til, at vi har en farve på paletten af fritidstilbud i vores kommune. Det betyder så meget, at vi har noget for alle – om det er inden for sport, kultur eller andre fritidsinteresser. På egne og Jammerbugt Kommunes vegne ønsker jeg jer et stort og hjerteligt tillykke med jeres flotte 40-års jubilæum og alt det bedste for fremtiden.”
Jubilæet blev fejret med en fernisering, hvor medlemmernes værker var udstillet, og hvor gæsterne fik mulighed for at opleve den kreative energi, der har kendetegnet Malergruppen Regnbuen gennem fire årtier.
Malergruppen Regnbuen havde fernisering den 13. februar 2025 på Tranum Strandgård og har udstilling kører frem til 16. februar.