Godkendelse af anbefalinger vedr. energibesparelser i Jammerbugt

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Godkendelse af anbefalinger vedr. energibesparelser

Økonomiudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 23. august 2023, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af anbefalinger vedr. energibesparelser

Godkendelse af anbefalinger vedr. energibesparelser fremadrettet i forlængelse punkt 179 på Økonomiudvalgsmødet den 5. oktober 2022.

Sagsbeskrivelse

I efteråret 2022 stod Danmark i en alvorlig energikrise som følge af krig i Ukraine og Rusland, der lukkede for eksport af gas. Det betød en meget usikker forsyningssituation og stigende energipriser. På baggrund af energikrisen udmeldte KL, Danske Regioner og Regeringen energispareråd, som de opfordrede hele den offentlige sektor at følge. Jammerbugt Kommune fulgte opfordringen og iværksatte nedenstående tiltag for at spare på energiforbruget.

På økonomiudvalgsmødet den 5. oktober 2022 punkt 179 vedr. Godkendelse af energibesparelser i Jammerbugt Kommune blev det besluttet, at:

  • Temperaturen sænkes til 19 grader i alle kommunale bygninger, undtaget plejehjem, børnehaver og vuggestuer
  • Alt unødvendig udendørs belysning ved offentlige bygninger slukkes
  • Regulativer for Gjøl og Attrup Havn ændres, således der ikke kan leveres strøm på et af havneopsynet anvist sted i vinterhalvåret
  • Hver anden gadelampe slukkes ved at fjerne sikringen
  • Kommunen annullerer aftalen med Aabybro Rotary, således kommunen ikke skal betale udgifter til el på springvandet i Aabybro i 2023
  • Kommunen ikke betaler for julebelysningen i kommunen i den kommende vinter, så den enkelte institution eller forening selv afholder udgifterne hertil
  • Der igangsættes en kampagne målrettet alle medarbejdere i Jammerbugt Kommune i forhold til at spare på energien
  • Forcere energibesparende tiltag yderligere

Forsyningssikkerhed

Energiforsyningen er igen generelt stabil på tværs af alle energikilder. Priser er varierende og kan være høje i perioder. Situationen kan hurtigt ændre sig. Status er nu, at:

  1. Energistyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt, at det ikke bliver nødvendigt at afbryde strømforsyningen til forbrugerne næste fyringssæson, hvis forbrugerne fortsætter med at spare på energien som hidtil, vejret bliver gennemsnitligt, og vi undgår havarier og tekniske problemer på kraftværker og udlandsforbindelser.
  2. Gaslagrene er mere fyldte end de typisk er på dette tidspunkt af året, hvilket er et godt udgangspunkt for dette års lagerfyldning. Det skyldes blandt andet, at der både har været en nedgang i gasforbruget, og at det ikke har været en kold vinter.
  3. Der mangler ikke olie, men Energistyrelsen følger situationen særligt med henblik på at overvåge effekten af EUs sanktioner på russisk olie.
  4. Energistyrelsen forventer ikke mangel på træpiller og biomasse.

Arbejdstilsynet

Af Arbejdstilsynets vejledning fremgår det, at temperaturen ved stillesiddende arbejde under normale klima- og arbejdsforhold ikke bør komme under 18 °C. I vejledningen står også, at temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold generelt bør holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C.

Opfølgning og anbefalinger

Nedenfor er opfølgning på de enkelte punkter med udgangspunkt i, hvordan forsyningssikkerheden er nu og hvilke anbefalinger og retningslinjer, der er på nuværende tidspunkt. Derudover vil der til hver af punkterne være anbefalinger til fremtidige energibesparelser i Jammerbugt Kommune.

Opfølgning på punkterne vedr. at sænke temperaturen i alle kommunale bygninger, at alt unødvendig udendørs belysning blev slukket, og generelt at spare på energien i Jammerbugt Kommune

Ejendomscenter Jammerbugt iværksatte straks processen med at sænke bygningernes temperatur til 19 grader og slukke alt unødvendig udvendig belysning, samt hænge kampagnemateriale op vedr. energibesparelser fra Energistyrelsen i kommunens bygninger.

Resultat

Som følge heraf er der opnået en energibesparelse på cirka 10 % af det samlede varmeforbrug sammenlignet med året før, hvilket svarer til en besparelse på ca. 1 mio. kr. Dog er den samlede udgift steget med ca. 1,7 mio. kr., da gaspriserne steg betydeligt i den periode. Havde kommunen ikke udført de energibesparende tiltag, havde udgiften været 2,7 mio. kr.

Anbefaling 1

  • Temperaturen skal hæves igen til 20-21 grader.
    Ejendomscenteret vil følge eventuelle ændringer i forsyningssikkerheden og holde øje med KL og regeringens anbefalinger, hvis de ændrer sig.
  • Al unødig udendørs belysning skal forblive slukket, de steder hvor det kan undværes.
  • Kampagnematerialer skal fortsat være opsat og der opfordres til at alle medarbejdere fortsat er opmærksomme på at spare på energien.

Opfølgning på punkterne vedr. slukning af hver anden gadelampe, at spare på udgifter til springvandet i Aabybro, og at standse udgifter til julebelysning.

Efter at tiltagene blev godkendt, slukkede Vej og Trafik hver anden gadelampe i hele kommunen. Derudover annullerede kommunen aftalen med Aabybro Rotary ift. at betale udgifter til el på springvandet og stoppede alle udgifter til julebelysning. De lokale erhvervsdrivende fik lov til selv at opsætte julebelysning, og afholde udgifter dertil.

Den del af vejbelysningen, som drives af kommunen, har været delvist slukket siden oktober 2022. Her var beslutningen at slukke hver 2. gadelampe ved at fjerne sikringen i de enkelte master. Vurderingen var, at for at fastholde den kritiske infrastruktur kunne 4000 ud af 9200 lamper slukkes, svarende til en årlig besparelse på 650.000 kWh.

Resultat

Det har været muligt at slukke 3300 lamper, svarende til en årlig besparelse på 500.000 kWh. Besparelsen fra oktober 2022 1. juli 2023 har været 348.000 kWh og en besparelse på 182.147 kr.

Der har været en del borgerhenvendelser omkring den indførte delslukning. I efteråret har der været en vis forståelse for beslutningen, men efterhånden som elpriserne er faldet synes mange, at lamperne bør tændes igen. Delslukningen har betydet en uens vejbelysning, som føles mørk og utryg at færdes langs, specielt for cyklende og gående. Samtidig har kommunen som vejmyndighed i samråd med Politi og Skole også en pligt til at sørge for sikre skoleveje. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de skønnede udgifter til at tænde de slukkede lamper igen andrager 215.000 kr.

Udgifter til springvandet i Aabybro andrager årligt 10.927 kr., som dermed er sparet ved annullering af aftalen.

Flere erhvervsdrivende har selv afholdt udgifterne til julebelysningen i 2022, hvilket betyder, at der ikke er sparet strøm, men at der er sparet et mindre beløb. Derimod er der brugt mange administrative ressourcer på at sende fakturaer ud til de erhvervsdrivende og indhente forbrugstal, så samlet set er det et meget lille beløb, der er sparet.

Anbefaling 2

Slukningen af hver anden gadelampe var midlertidig og pt. overholder vejbelysningen ikke reglerne på området. Det er forvaltningens vurdering, at Politiet ikke kan godkende en slukning af hver anden gadelampe som en permanent besparelse. Forvaltningen anbefaler, at de slukkede lamper tændes, således vejbelysningen igen kan opfylde de vejledende belysningskrav. Forvaltningen anbefaler, at aftalen med Aabybro Rotary forbliver annulleret, da det ikke er en kommunal opgave at afholde udgifter til private springvand. Endvidere er det forvaltningens anbefaling at genoptage julebelysningen i kommunen, da besparelsen dertil var minimal.

Opfølgning på punktet vedr. at stoppe for levering af strøm på Gjøl og Attrup havn i vinterhalvåret.

I vinterhalvåret fra oktober 2022 til marts 2023 har det ikke været muligt for bådpladslejere at få strøm til bådene i Gjøl og på Attrup havn.

Resultat

De eksisterende regulativer på Gjøl og Attrup havn er blevet ændret. Der er sparet over 500 kWh på henholdsvis Attrup havn og Gjøl havn. Derudover er der sparet meget på administration, da der normalvis udsendes opkrævninger til hver enkelt båd. Desuden undgår man det problem, at flere sejlere ikke følger kravet om at bruge bimåler og dermed tager strøm gratis. Der er kommet én enkelt klage over beslutningen. Skal det igen være muligt, skal de eksisterende ordensreglementer ændres igen, og der vil være en relativ lang sagsbehandlingstid fra Trafikstyrelsen og Geodatastyrelsen.

Anbefaling 3

Det anbefales derfor, at det fortsat ikke skal være muligt at købe strøm til bådene i vinterhalvåret på Gjøl og Attrup havn.

Det er Vækst- og Udviklingsforvaltningens anbefaling at følge ovenstående anbefalinger fremadrettet.

Forcere energibesparende tiltag yderligere

Ejendomscenteret er påbegyndt arbejdet med at planlægge den fremtidige indsats med energibesparelser efter Økonomiudvalgets ønske om at forcere energibesparende tiltag yderligere. Der vil på et senere møde i Økonomiudvalget blive fremlagt forslag til, hvordan kommunen kan arbejde med energibesparende tiltag ud fra begrebet Energiledelse, som er en veldokumenteret arbejdsmetode anbefalet af Energistyrelsen og bruges af størstedelen af de danske kommuner.

Budgetmæssige konsekvenser

Ingen budgetmæssige konsekvenser.

Indstilling

Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender forvaltningens anbefalinger til opfølgning på de vedtagne energibesparelser i 2022.

LÆS OGSÅ: Økonomiudvalget behandler nye åbningstider i Borgerservicecenterne

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn