Leif Nielsen: Borgmesteren på glatis i Blokhus

Leif Nielsen. Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Borgmesteren på glatis i Blokhus

Af Leif Nielsen, Svinkløvvej 120, Kollerup, 9690 Fjerritslev

I forbindelse med den nuværende energikrise, udtaler borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade, citat: ”Kommunen tager vores del af ansvaret, så vi alle kommer sikkert gennem vinteren og de kolde måneder og vi vil bl.a. spare på vore el-udgifter”.

En klog og fornuftig beslutning, men lever borgmesteren så op til det i praksis, nej selvfølgelig ikke!

Få dage senere fortæller formanden for Blokhusfonden, borgmester Mogens Christen Gade, at selvfølgelig skal skøjtebanen i Blokhus stilles op til den kommende vinter.

Nu skifter borgmesteren altså mening, nu tager han åbenbart ikke ansvar for et enormt strømforbrug til en ganske ligegyldig og unødvendig skøjtebane, der skal misbruge mange kilowatt til strøm i tre måneder – og så i denne energikrise.

I forbindelse med dette misbrug af el, er det naturlige spørgsmål til borgmesteren, hvilken event-konto på borgmesterkontoret giver – også i år – økonomisk støtte til misbruget af el-udgifter til skøjtebanen?

Hele konstruktionen mellem Jammerbugt Kommune/borgmesteren og Blokhusfonden lugter – nej, stinker – af nepotisme! Jeg har et bud på hvordan det fungerer. Formanden for Blokhusfonden og borgmester Mogens Christen Gade indkalder til bestyrelsesmøde i fonden, her bliver bestyrelsen enige om at ansøge kommunen om økonomisk støtte til el-udgifter til skøjtebanen. Der udarbejdes en ansøgning, som borgmesteren tager med i inderlommen og dagen efter afleverer borgmesteren aftenens ansøgning på borgmesterkontoret…

I de år skøjtebanen i Blokhus har været opstillet, har Jammerbugt Kommune som minimum støttet banen med mindst 400.000 kr. til strøm-udgifter.

I forbindelse med kommunens behandling af disse ansøgninger om økonomisk støtte, mener jeg selvfølgelig, at borgmesteren må erklære sig inhabil, når han sidder i bestyrelsen for den forening, der ansøger. Men i alle de referater fra kommunale møder man kan læse på kommunens hjemmeside, findes ikke et eneste referat, hvor borgmester Mogens Christen Gade, har erklæret sig inhabil – hvorfor ikke?

Man kan undre sig over, hvor de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen gemmer sig – der må efterhånden være lokale politikere, som bliver interesserede i borgmesterens adfærd i forbindelse med hans deltagelse i forskellige bestyrelser.

Venstres slogan ”Venstrefolk ved du, hvor du har” skal måske ændres til ”moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt”.

2 KOMMENTARER

  1. Ja så kender vi venstre og borgmester Mogens gade igen igen igen, røv og nøgler, slukker lyset på min vej , og bruger pengene på en skøjtebane i Blokhus,
    Vandvid Vandvid Vandvid

  2. Nu nærmer vi os Trumps vanvittige Konspirationsteorier og Fake News. !!

    Her kan man enten blive hyldet, …. eller blive til grin. !

    Og til grin bliver man, hvis man, som i dette tilfælde er ude i en teori, der ikke har hold i virkeligheden, ja så er man ude på at skade vedkommende med Fake News.

    Du skrev:
    ”-Hele konstruktionen mellem Jammerbugt Kommune/borgmesteren og Blokhusfonden lugter – nej, stinker – af nepotisme! Jeg har et bud på hvordan det fungerer. Formanden for Blokhusfonden og borgmester Mogens Christen Gade indkalder til bestyrelsesmøde i fonden, her bliver bestyrelsen enige om at ansøge kommunen om økonomisk støtte til el-udgifter til skøjtebanen. Der udarbejdes en ansøgning, som borgmesteren tager med i inderlommen og dagen efter afleverer borgmesteren aftenens ansøgning på borgmesterkontoret…” –

    Og når man så ved, at der i år ikke bliver givet en krone i tilskud, … ja så er man ude på at sprede Fake News.

    Her vil det være på sin plads, at komme med et dementi over de usande postulater og selvkomponerede teorier. !

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn