3 gode grunde til at holde jul i sommerhus

Foto: DanCenter
Print Friendly, PDF & Email

Flere og flere danskere vælger at slippe væk fra den hektiske juletravlhed med en fredfyldt ferie i sommerhus. Ifølge en af landets førende feriehusudlejere, DanCenter, er der særligt tre afslappende fordele ved at holde jul i sommerhus, som forklarer den stigende interesse blandt danskerne.  

Julen er hjerternes tid, men for mange bliver det en stressende affære med juleindkøb, rengøring, gaveindpakning og madlavning. Derfor vælger flere og flere danskere at koble af med en fredfyldt ferie i sommerhus omkring jul og nytår. Det mærker man blandt andet hos DanCenter, der er en af landets førende feriehusudlejere:


– Danskerne har de seneste år fået øjnene op for at bruge deres juleferie i et sommerhus eller på et feriecenter, og corona har tilsyneladende skubbet yderligere til denne tendens. Faktisk har vi fra 2018 til 2019 oplevet en stigning på 72 procent i antallet af danske bookinger fra den 15. december og året ud på tværs af DanCenter og Danland. Det er en tendens, som vi i høj grad også mærker i år, hvor antallet af danske bookinger i samme periode hidtil er mere end fordoblet sammenlignet med sidste år, fortæller adm. direktør i DanCenter, Kim Holmsted, der ligeledes er formand for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Ifølge DanCenter er der særligt tre fordele ved at lade et sommerhus danne rammen om juleferien, som forklarer den stigende interesse blandt danskerne.

1. Du kan komme helt ned i gear
For mange er julen lig med selvforkælelse, og derfor kan man med fordel overveje at forsøde juleferien med en følelse af velvære. Mange sommerhuse har faciliteter som pool, spa og sauna, hvor man kan komme helt ned i gear og lade både skuldrene og julefreden sænke sig.                                                                                     

– Et sommerhus er en skøn oase, hvor man for alvor kan trække stikket og glemme juleræsets stress og jag. Det skyldes især, at man fysisk rykker i nye rammer, hvor hverdagens travlhed og bekymringer kan blive sat på hold. Mange oplever således at kunne nyde deres ferie på en helt ny måde i et sommerhus,fortæller Kim Holmsted. 

2. Du har færre forpligtelser
Sommerhuset er et oplagt tilflugtssted fra de hektiske juleforberedelser og to do-lister. Her er der færre forpligtelser forbundet med værtskabet, og det giver mulighed for en fredfyldt jul.

– Når man tager på juleferie i et sommerhus, skal man ikke bruge tid på at gøre rent, inden familien banker på døren. Man ankommer nemlig altid til et rengjort hus. Det er noget, mange af vores gæster ser som en lettelse, da det giver mere tid til nærvær med familien. Derudover har man altid mulighed for at lukke døren bag sig uden at røre en finger, når opholdet er ovre, lyder det fra Kim Holmsted.

3. Du undgår bekymringer om transport
Samler du dine nærmeste til julemiddag i et sommerhus, vil hele familien få glæde af en ekstra frihed. Med et sommerhus slipper både store og små nemlig for at bekymre sig om at skulle hjem efter julebesøget, og det betyder blandt andet, at de voksne kan slå sig løs i god vin og øl til julemiddagen, og at børnene uden problemer kan dratte omkuld, når de bliver trætte.