Skal vi fortsætte med at gøre det på Jammerbugt´sk ?
Af Johnny Solberg (C), Sønder Skoveng 14,9460 Brovst – Medlem af Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune.
Efter knap 11 måneder i lokalpolitikken, har jeg flere gange oplevet en bekymrende opfattelse af Jammerbugt kommunes brug af sætningen : ”Vi gør det på Jammerbugt´sk”. Efter flere mislykkede forsøg på at udtale især det sidste ord, sidder jeg tilbage med en undren over denne mystiske sætning. For hvad betyder Jammerbugt´sk egentligt?
Nogle borgere giver udtryk for, at sætningen betyder kommunen bare gør som den plejer. Andre nævner, at kommunen i vid udstrækning arbejder ud fra devisen om at ”går-den-så-går-den”. Uanset tilgangen til det svært udtalte ord, ligger der en undertone i borgernes holdning om en måde at gøre tingene på, der ikke er helt efter bogen eller måske direkte er lidt ufin i kanten. Der er sikkert andre konklusioner, men jeg er kommet til den konklusion, at det ikke just er en positiv stemning der danner grundlag for brugen af ordet og sætningen.
Den negative spiral er blevet kraftigt underbygget gennem et høringssvar fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) til Jammerbugt Kommune, der i klare vendinger skriver : ”Vi gør det på Jammerbugtsk – opleves af flere med mere negative konnotationer end positive. Vi har fra flere hørt en opfattelse af, at Vi gør det på Jammerbugtsk betyder, at man gør noget så lovligt som muligt.” Nu er jeg ikke specielt fan af det røde politiske aspekt, men når selv blind høne kan finde et korn, bør man nok lytte efter.
I nogle henseender kan det være en god idé at tænke alternativt eller tænke ud af boksen, men når det handler om kommunal handlemåde, samspillet med borgerne og vigtigst af alt – eksekvering af love og regler, ja så skal vi gøre tingene ordentligt. Vi skal ikke lade nogen skøjte hen over reglerne, blot fordi pengestærke folk har en interesse i et bestemt område. Vi skal heller ikke tilsidesætte korrekt sagsbehandling, blot fordi investorer inviterer sig selv til kaffe og kage på det rette kontor i kommunen. Vi skal gøre det på en synlig, ordentlig og gennemskuelig måde, der ikke skaber tvivl om kommunens handlinger blandt borgerne.
Jeg mener vi er kommet til et vendepunkt, hvor ”Jammerbugt´sk” ikke længere er associeret med positive tanker og vi skal kraftigt overveje om ikke ordet skal uddø. Men selvom ordet i fremtiden udgår af sproget, skal vi stadig huske på, at den negative holdning blandt borgerne er startet et sted. Og den holdning ændrer sig ikke, før vi som politikere ændrer stil og retning for Jammerbugten. Vi skal være langt bedre til at lytte og involvere borgerne og vi skal blive bedre til at sikre en ensartet sagsbehandling. Først derefter kan vi i fællesskab skabe en god historie om vores kommune – Det kan såmænd ikke være så svært…