Drop-in vaccinationsmulighed i Brovst – Her kan der nu vaccineres børn mellem 2 og 6 år for influenza

Arkivbillede. Foto: Jammerbugtposten.dk

Drop-in vaccinationsmulighed i Brovst – Her kan der nu vaccineres børn mellem 2 og 6 år for influenza

Sundhedsstyrelsen og regionerne har besluttet, at der skal være flere og bedre muligheder for at vaccinere børn mellem 2 og 6 år mod influenza. Derfor åbnes der nu også op på Region Nordjyllands vaccinationscentre.

-- annonce ---

I Jammerbugt er der mulighed for vaccination i Brovst Hallen:

Tirsdag d. 22. november kl. 15.00-17.30
Mandag d. 28. november kl. 15.00-17.30

Starter næste uge

Børn mellem 2 og 6 år kan nu få influenzavaccination flere steder end hidtil. Det bliver i Region Nordjylland også muligt på regionale vaccinationscentre, ligesom det stadigvæk er en mulighed hos en lang række praktiserende læger rundt omkring i regionen.

Fra onsdag d. 16. november åbnes der op for influenzavaccination til børn i vaccinationscentrene. Her vil der være drop-in muligheder. Det vil sige, at der ikke skal bestilles tid, men at forældre eller værge blot møder op sammen med barnet. Der vil være åbent fortrinsvist om eftermiddagen, de dage hvor vaccinationscentrene i forvejen har åbent. En oversigt over åbningstider kan findes på www.rn.dk/vaccination

Vaccinen til børn gives som en næsespray, der sprøjtes op i hvert næsebor. Denne vaccine er specielt udviklet og godkendt til børn.

– Vi vil sørge for trygge rammer og kompetent personale. Vi håber, at den øgede tilgængelighed vil gøre det nemmere at blive vaccineret, for dem der ønsker det, siger Anders Cinicola, chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland med ansvar for vaccinationsudrulningen.

Anders Cinicola tilføjer, at Region Nordjylland er i dialog med apotekerne i Nordjylland, for at afsøge mulighederne for at give et endnu mere tilgængeligt tilbud.

De øgede muligheder for vaccination kommer efter, at Sundhedsstyrelsen og regionerne har besluttet, at der skal være flere muligheder rundt omkring i landet, da der er en lav tilslutning til influenzavaccinationen blandt børn – i modsætning til de øvrige målgrupper.

Influenza kan ramme alle, og for nogle kan sygdommen være særligt alvorlig og udvikle sig livstruende. Børn fra 2-6 år får derfor tilbudt influenzavaccination for både at undgå at belaste sundhedsvæsenet og for at beskytte personer, der er i øget risiko.

Find vaccinationssted
Her er det muligt for børn mellem 2 og 6 år at blive vaccineret mod influenza:

– En lang række praktiserende læger. Se muligheder på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

– Vaccinationscentre. Her er der drop-in-muligheder uden tidsbestilling om eftermiddagen. Se åbningstider og tider med drop-in-muligheder på https://rn.dk/vaccination-mod-influenza-til-børn