ForsideDebatOle Stavad: Private firmaer har også et ansvar

Ole Stavad: Private firmaer har også et ansvar


Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst

Private firmaer har også et ansvar.

Hvordan er vi kommet så tosset af sted, vil mange nok spørge, når vi ser på de problemer, som vi lige nu oplever med byggeriet af Nyt Universitetshospital i Aalborg (NAU).  

Byggeriet af NAU er den største og mest komplicerede byggeopgave i Nordjylland – nogensinde. Et enigt regionsråd valgte derfor også for mere end 10 år siden at entrere med de dygtigste og mest kompetente private rådgivere og virksomheder til at forestå Nordjyllands største bygge- og projektopgave.

På trods heraf, kan vi desværre konstatere, at stort set alle de problemer, som byggeriet er løbet ind i, skyldes fejl og mangler i projektmaterialet fra private leverandører. Det har fået hele byggeprocessen til at skride. Fejl skulle rettes. Håndværkere har ikke kunne komme i gang som planlagt. Tidsplanen er skredet gang på gang. Alene forsinkelsen med at opretholde byggeplads og projektorganisation koster et trecifret millionbeløb.

Oveni er så kommet problemer med Covid-19, mangel på kvalificeret arbejdskraft og alle problemerne med at få leveret materialer til tiden, som har gjort det hele meget værre. Mange af de problemer, havde vi dog undgået, hvis bygge og projektmaterialet fra vore private leverandører havde været i orden og byggeprocessen var forløbet som planlagt. Så var NAU allerede taget i brug.

Det betyder så også, at der udestår et større økonomisk efterspil med en forsikringssag, når byggeriet er afsluttet. Det skal afgøres i en voldgiftssag, som det tidligere regionsråd besluttede tilbage i 2020. Selvom forsikringssummen på 200 mio. kr. er den højeste på sygehusbyggerierne i hele landet, så vil den desværre kun dække toppen af de merudgifter, som er forårsaget af fejl og mangler fra den private leverandør. 

Derfor er det også min opfattelse, at der kan blive et efterspil med krav om et yderligere trecifret millionbeløb i erstatning fra den private leverandør. Det må der tages stilling til på baggrund, af nøgterne juridiske vurderinger, når byggeriet er afsluttet.

Naturligvis er problemerne med byggeriet af NAU i sidste ende et politisk ansvar. Det kan og skal ingen løbe fra. Alligevel undrer jeg mig over, at presseomtalen stort set ikke har beskæftiget sig med de fejl og mangler, der har sin baggrund i de private leverandørers manglende evne til at leve op til indgåede aftaler. 

På samme måde undrer jeg mig over, at vores nyvalgte regionsrådsformand, kunne gå til valg på et løfte om, at med ham i spidsen for regionsrådet ville der komme styr på det hele. Indtil videre er konklusionen, at der vel nærmest er sket det modsatte. Det skal Mads Duedahl ikke klandres for, da hverken han eller den tidligere formand har siddet med det daglige ansvar og planlægning af byggeriet. Derimod håber jeg, at han sidder tilbage med en skidt smag i munden over at afgive så løsagtige løfter, for at opnå pladsen som regionsrådsformand. Alligevel håber jeg, at vi fortsat er et enigt regionsråd, der vil gøre vort yderste for at løse problemerne i fællesskab. Alle beslutninger om byggeriet har hele vejen igennem været truffet i bred enighed. 

På trods af alle aktuelle problemer med byggeriet, er jeg dog sikker på, at Nordjylland vil få et fantastisk nyt Universitetshospital, hvor vi nordjyder de kommende år kan få den bedst tænkelige sundhedsmæssige behandling og skabe gode rammer for vore ansatte.

Derfor vil jeg også opfordre til, at rigtig mange nordjyder tager imod invitationen til: ”Åbent Hospital på Nyt Aalborg Universitetshospital”, hvor man kan få en rundvisning og se byggeriet på søndag den 4. september kl. 10-16. Så kan man også få en fornemmelse af hele projektets store kompleksitet – og de fantastiske rammer der skabes – når hele det nye sygehus kan tages i brug til glæde for os nordjyder.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER