Kreativiteten til Fastelavn i Blokhusvejens Børnehave var igen stor

Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

”Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?” 

Så blev det igen tid til fastelavn i Blokhusvejens Børnehave, lige op til vinterferien. Traditionen tro var alle klædt ud både store og små, voksne og børn.

Kreativiteten havde været stor igen i år, der var blandt andet mange flotte Elsa-prinsesser, Spiderman og løver. Tønderne var standhaftige og det krævede et stort samarbejde fra børnene at få dem ned.

Bestyrelsesmedlem i Blokhusvejens Børnehave Jammerbugt kommune Bo Grønqvist fortæller:

Vi havde hele 3 tønder, en til hver stue, så da der var gået et par timer, havde vi konger og dronninger, prinsesser og prinser i huset. Mens vi brugte vores muskler på tønderne, blev der i køkkenet bagt fastelavnsboller, som vi kunne nyde til vores middagsmad

I løbet af ugen havde børnene desuden klippet, klistret og pyntet de medbragte fastelavnsris, som de fik med hjem fredag inden vinterferien.

Endnu en rigtig dejlig tradition på denne tid af året er, at vi igen i år var inviteret ned på Pandrup plejehjem for at synge.

Foto: Privat

Vi klædte os ud og gik den gode tur nede til byen og sang og raslede, i denne coronatid var det selvfølgelig udendørs, så vi skulle synge højt og godt igennem

Denne fantastiske tradition er sjov og givtig både for børnene og beboerne på plejehjemmet. Inden vi går derned, får vi nogle gode snakke med børnene, hvad er et plejehjem? og hvem bor der? 

Børnene synes, det er vildt at tænke på, at de ældre på plejehjemmet også slog katten af tønden og sang de samme fastelavnssange, da de var børn. Derud over er der ofte nogle af børnene, der kender nogle, som bor der, så det er dejligt at se kendte ansigter og se, at beboerne bliver glade for besøget.

Foto: Privat

Ud over fastelavns traditioner er det også i denne tid, vi forbereder ældstegruppen på skolestart. Vi har hvert år et større forløb med gruppen, hvor vi laver skoleforberedende arbejde.

Vi får også besøg fra skolen af vores klasselærer og pædagoger. Det er en stor tid for børnene med mange nye og spændende ting og de glæder sig. Det er dog ikke kun de ældste, der glæder sig, for mellemgruppen er ved at forberede sig på at blive ældstegruppen og yngstegruppen rykker op som mellemgruppen, ja og ”hvem er nu hvem” der sker altid noget i et børnehaveliv.