17 nordjyske småbyer får penge til at skabe aktive fællesskaber

Oversigt over de 17 byer i Region Nordjylland, der i dag får besked om, at deres projekt får støtte fra Her bor vi-puljen.

Ønsket om at samle småbyernes borgere i et fælles indbydende byrum, er en klar tendens i de projekter, som Nordea-fonden har valgt at støtte med 36 millioner kr. fra sin Her bor vi-pulje.

Et trætophus i Øland skov ved Limfjorden er en af de nye aktiviteter.

-- annonce ---


Et trætophus, som svinger sig op i første sals højde med hævet stiforbindelse til yderligere to udsigtsplatforme og bygget ind i skovens eget miljø.

Det er noget af det brugerne af aktivitets- og oplevelsesområdet Glarborgen og de 600 indbyggere i Østerby-Hammershøj kan se frem til med støtten på 636.000 kroner fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje.
Samlings- og madpakkehuset Borgen bliver opført på kanten af en slugt med gulvet bygget ind i skråningen og med vægge og tag, som følger det skrå terræn.

“Her regner vi med, at der vil blive holdt sammenkomster, fødselsdage, og at skoler og institutioner vil bruge det til udflugt og undervisning. Og hvis man vil drikke sin medbragte kaffe, spise sin madpakke eller spille kort, hvis man har lyst til det,” fortæller en af initiativtagerne, Peter Kvist, der tilføjer, at skovens eget træ danner grundlag for de forskellige konstruktioner.

Glarborgen er en del af Øland Skov nord for Limfjorden og sydøst for Brovst. Et smukt naturområde som de lokale beboere har fået brugsret over til evig tid af den lokale skovejer, Mette Glarborg.

Og den mulighed har lokale ildsjæle udnyttet til at skabe et enestående et aktivitets- og oplevelsesområde, der nu kan føje endnu en dimension til en række faciliteter som fitnessredskaber, bålplads, amfiteater og et udbygget stisystem.

Rygstød til fællesskaber
Nordea-fonden vil med puljen at inspirere de mindre lokalsamfunds drivkræfter og at give plads til de ofte oversete potentialer, som kan samle byen og dens beboere.

“Det syder og bobler ude i de små bysamfund, og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet,” siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Flest projekter i Midtjylland
Ansøgningerne spænder vidt, men alligevel er der nogle klare tendenser.
Aktivitetspladser, shelters og legepladser hitter, og der er mange stier, broer og multibaner blandt de 78 støttede projekter, som fordeler sig over hele landet. Flest småbyer i regionerne Midtjylland (24) og Syddanmark (22) har fået støtte efterfulgt af Nordjylland (17), Sjælland (11) og Hovedstaden (4).

I alt uddeler Nordea-fonden 36 mio. kroner af den 60 mio. kroner store pulje. Den 29. oktober offentliggøres de resterende støttemodtagere.

De 17 støttede projekter i Nordjylland:

Kulturboksen i Bindslev – BINDSLEV-TVERSTED IDRÆTSFORENING

Projekt Fællesparken i Brovst – Jammerbugt kommune

Fremtidens forsamlingshus – Børglum Multihus – Foreningen Børglum og Omegn

Elsø Bypark – Udeliv for alle aldre – Elsø Forsamlingshus/Beboerforening

Oplevelser for hele familien langs Nordsøstien – Aalborg kommune

Madpakkehus til Glarborgen – et aktivitets- og oplevelsesområde –
Foreningen Glarborgen

Filmvisning i Løgstør BIO – Løgstør BIOs Venner

Mosbjerg – Porten til Naturpark Tolne – VENDSYSSELS HISTORISKE MUSEUM

Ny legeplads i Nr. Onsild, Hobro – Nr. Onsild Forsamlingshus

Dammeprojektet i Skarp Salling – Skarp Salling Borgerforening

Aktive familier i Skovsgård – KFUM-Spejderne Skovsgaard

Samlingsstedet Syvsten – Den Selvejende institution Syvsten Hallen

Udvidelse af Testrup Gl. Skole – Hele byens samlingssted – Den selvejende forening Testrup Gl. Skole

Green team – Værksted og klubhus for de frivillige – Thise IF

Hverdagens mødested i Tornby TORNBY-HALLEN -TRANUM GYMNASTIKFORENING

Vestervigs grønne delebase – Aktivitetscenter Vestervig-Agger

Tildelt 1. runde:
Regionstal
Hovedstaden: 4
Sjælland: 11
Syddanmark: 22
Midtjylland: 24
Nordjylland: 17

Fakta om ‘Her bor vi’-puljen

  • Puljen er på 60 mio. kr. som uddeles i to runder; september og oktober
  • Der kunne søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt.
  • Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge støtte til initiativer, der styrker fællesskabet.
  • Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker.
  • Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte.
  • For de, der ikke nåede at søge Her bor vi-puljen, er der heldigvis stadig mulighed for at søge Lokalpuljen.
  • Læs mere på www.nordea-fonden.dk