ForsideAndet150.000 danske skoleelever går i køkkenet for klimaet

150.000 danske skoleelever går i køkkenet for klimaet

Coop vil gøre børn til klima-ambassadører og bedre til at lave mad end deres forældre.

Hvordan lever man egentlig klimavenligt?

Det lærer 150.000 danske skoleelever i efteråret, når de går i køkkenet med GoCook, Coops madprojekt for børn, og laver klimavenlige livretter.

Skal jeg spise bælgfrugter i stedet for kød? Holde kødfrie dage? Spise efter sæson? Eller kun spise lokale råvarer? Kan du også blive ramt af klimaforvirringen, når du står ved supermarkedets køledisk?

Så er du, som danskerne er flest. Ifølge tal fra Coop Analyse synes en tredjedel af danskerne, at det er nemt at finde ud af, hvordan man spiser klimavenligt. Og det er på trods af, at langt størstedelen egentlig gerne vil gøre, hvad de kan for vores fælles klima.

”Der er ingen tvivl om, at det har betydning, hvad vi spiser. Mad og drikke alene udgør knap 20 % af danskernes samlede klimaaftryk. Det er derfor vigtigt, at næste generation lærer at spise på en måde, der værner mere om vores planet. Det kunne eksempelvis være at spise flere grøntsager som bælgfrugter og mindre kød,” siger Michael Minter, der er leder af programmet Fremtidens Fødevarer hos den grønne tænketank CONCITO.

Og netop den næste generation er da også målgruppen for GoCook, der er Coops madprojekt for børn og unge. Henover efteråret har lærere fra 82 % af alle grundskoler tilmeldt næsten 6.500 klasser. Klasserne modtager en kasse med grøntsager – en såkaldt klimakasse – og undervisningsmaterialer.

”Vi ved fra vores dialog med skoler og lærere, at klimadebatten også fylder rigtig meget blandt børn og unge. Nogle børn er ligefrem bekymrede for fremtiden, men ved ikke, hvad de selv kan gøre. Så vi vil gerne vise, at der er masser af muligheder med klima-lækre retter,” fortæller Bente Svane Nielsen, der er projektchef på GoCook.

Børn skal lære forældre om klima

”GoCook har fra begyndelsen haft en mission om at skabe den første generation, der er bedre til at lave mad end deres forældre. I år har vi givet ambitionerne endnu et nøk opad og vil gøre børnene til de danske køkkeners klimaambassadører,” fortæller Bente Svane Nielsen. Hun forventer, at børnene er klar til at gå hjem og lære deres forældre om, hvordan man spiser klimavenligt.

De 150.000 skoleelever, som skal arbejde med undervisningsmaterialet ”Klima-cool i Køkkenet” skal både eksperimentere med bælgfrugter i alle former og farver, lære om madspild, og så skal de selv svinge pander og paletkniv, når opskrifterne byder på klima-lækre danske forårsruller og veggiesliders.

”Vi løfter ingen pegefingre. I stedet giver vi børnene indsigt, inspiration og ikke mindst viden om de fødevarer og måltider, der er klimavenlige, og så kan de selv lege og eksperimentere videre derfra,” fortæller Bente Svane Nielsen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER