Zinck ser tilbage på nogle begivenhedsrige og succesfulde år

Cheftræner Bo Zinck Foto: Thomas Jansen Jammerbugt FC
Print Friendly, PDF & Email

Det blev ikke til en sidste og afsluttende kamp for cheftræner Bo Zinck, der med starten af det nye år overgår til en ny rolle som Head of Sport. Men selvom årets sidste kamp blev udsat grundet vintervejret, er der masser af gode kampe, og mange andre positive oplevelser, at se tilbage på.

2021 har ikke mindst været et vildt år, hvor flere års hård og målrettet indsats kulminerede med en oprykning til NordicBet Ligaen. Her, inden Bo Zinck takker af som cheftræner, ser han tilbage – og så minder han om, at der er tale om en udvikling, hvor rigtig mange mennesker og bidrage med en rigtig stor indsats.  

– Version 2 som cheftræner i Jammerbugt FC har fra start til slut været udfordrende i positiv forstand. Da jeg vender tilbage til klubben, er det til et hold, der lige har reddet sig en andensidste spillerunde og er et svært sted. Klubben står overfor en ny opbygning, og derfra har vi gradvist bygget på. Vi bliver nummer tre i sæson et, hvilket er en kæmpe overraskelse. I år to bygger vi på og fører ved vinterpausen. Vi investerer meget i holdet, men manglede stadig noget. Vi leverer stadig en flot 6. plads, men allerede der havde vi ambitioner, der var større end vores motor, forklarer Zinck og fortsætter.

– Sæson tre bliver præget af et hav af uafgjorte resultater, men krones med at vi vinder en skelsættende sejr i VSK Aarhus, som betyder at vi kommer med i slutspillet. Det er her, vi bygger op til det, der kommer til at ske senere. Vi præsterer rigtig godt i det oprykningsspil og det tager vi med en i den fjerde sæson, hvor vi præsterer det utænkelige og rykker op. Den dag hjemme mod Brabrand, i en af vores vel dårligst spillede fodboldkampe, som var så taktisk og nervøst præget, ender det 0-0. Men det ender også med det største resultat i klubbens historie. Jeg var også med, første gang vi rykkede op for år tilbage, men denne gang var det på helt andre præmisser og andre dyder.

Bo Zinck holder en kort talepause, kigger over banerne og tilføjer.

– Og så til nu, hvor vi slutter efteråret af tre point over stregen, og med en kamp i hånden. En kamp, jeg havde stor tro på, vi ville vinde. Det er stort. Det vi har formået i den periode, med de udfordringer og de budgetter vi har haft, er vildt. Selv i 2. division var mange budgetter større end vores. I NordicBet Ligaen er de altså mange gange større, alle sammen. Vi er med blandt de store, og det skal vi altså være stolte af. Det er vigtigt, vi husker det.

Selvom den nu afgående cheftræner en blandt dem, der har gået forrest gennem hele perioden, så har han ikke været alene om det.

– Sideløbende med de gode sportslige resultater har der været sat rigtig mange god ting i gang uden for banen også. Både omkring førsteholdet, men også for resten af klubben. Vi har udviklet os på rigtig mange fronter og det er det største, jeg har været med til. Ikke mindst 2021, som ikke kan sammenlignes med noget. Der er utroligt mange, som har andel heri og som skal have en stor tak. Det her er lykkes, fordi alle har budt ind, og mange med 120 procent. Nogle har gået forrest, men rigtig mange har været med, og gjort meget mere end hvad jeg havde forventet. Og det er det, der efter min vurdering, har gjort os så specielle. Alle har ville det her og har lige givet det ekstra. Det er jeg stolt af, og det er der mange andre, som også skal være. Vi har presset på, og det hører også med til historien at det til tider har været næsten umenneskeligt, den indsats der er lagt i det her fra mange. Det er derfor vi har kunne gøre det, der af mange betragtes som umuligt. Det er specielt, det vi har gjort og det skal vi holde fast i, understreger Bo Zinck i sin sidste evaluering som cheftræner – i denne ombæring i hvert fald. Hvem ved, om der også kommer en version 3.

Nu skal det gode arbejde dog først og fremmest videreføres i det nye år, og her skal Bo Zinck bidrage fra sin nye rolle som Head of Sport, og det sammen med mange andre i og omkring klubben.