Weekenden har budt på Julemarked Bratskov 2023
Lørdag og søndag har det været Julemarked på Bratskov. En årlig tradition hvor flere hundrede mennekser finer vej til den hyggelige herregård, der denne weekend er omdannet til et sandt juleeventyr.
Til at åbne Julemarkeds på Bratskov 2023, var udvalgsformand for Fritid-, Kultur- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen inviteret og udvalgsformanden åbnede markedet med disse ord:
Tak for invitationen til at byde velkommen nok engang her på Bratskov – en dejlig tradition – tak for det.
Jeg vil starte min velkomst med en sangtekst af Steffen Brandt: Slip Julen løs
Er du udkørt, træt og bombet indeni.
Mast til plukfisk, ramponeret, skudt forbi.
Er din pige gået fra dig?
Er din fyr som vissen gran.
Blev du fuppet, snydt, bedraget, nok engang.
Så det nu det er jul,
Og du kan slippe drømmen fri.
Det er dig, der er stjernen.
Hvad du ønsker skal du gi’.
Måske har du sagt farvel til barnet indeni.
Måske strammer garnet mer’ end du ku’ li’.
Se nu stråler juleglansen.
Højt fra træets grønne top.
Hvis det banker på dit hjerte, så luk op.
Så det nu det er jul,
Og du kan slippe drømmen fri.
Det er dig, der er stjernen.
Hvad du ønsker skal du gi’.
Går du rundt og håber på at noget vil ske.
Noget helt fantastisk smukt som julesne.
Lidt lys bag frosne ruder.
Og et eventyr dertil.
Julen varer lige så længe som du vil.
Så det nu det er jul,
Og du kan slippe drømmen fri.
Det er dig, der er stjernen.
Hvad du ønsker skal du gi’.
Og hvad vil jeg så gerne sige med den tekst?
Jeg tror at vi alle sammen har gode minder om julen – men også en tid hvor vi stopper op og mindes – både de minder man havde som barn og som nok aldrig forsvinder og de minder vi har med os gennem livet.
Men her er det nok, at vi skal give os selv lov til at drømme. Lige den ene gang om året slippe vores drømme fri – om man er barn, ung eller voksen. For heldigvis skal vi aldrig holde op med at drømme.
Det kan godt være at des ældre vi er bliver mere og mere realistiske omkring vores drømme – men drømme det skal vi og så skal vi nok også blive lidt bedre til at gi’ os selv lov til at udøve dem.
Alt for tit tænker vi nok, at det er der ingen grund til at drømme om, for det kan ikke lade sig gøre. Det skal de fleste af os nok blive bedre til at tænke omvendt på – og tænke at der nok er et eventyr for hver enkelt af os. Og det vigtigste at huske på er at det netop er dig, der er stjerne i dit eget liv og derfor har pligt – mulighed for at skabe dit helt eget juleeventyr, som kan være ligeså længe som du vil.
En anden vigtig pointe i sangen er at omkvædet slutter med: ‘ Hvad du ønsker skal du gi’- og det er jo lige et omkvæd efter min smag. Jeg tror på, at vi alle sammen har noget at gi´til vores medmennesker og hvis vi gør det, tror jeg, det allerstørste juleeventyr bliver opfyldt – nemlig at man har givet noget til andre og på den måde gjort verden bare lidt bedre– at man har lavet et juleeventyr – netop ved at give lidt af sig selv til glæde for sine medmennesker.
Og det tror jeg faktisk bliver mere og mere vigtigt i den verden vi står i, som jo for mange bliver mere og mere selvcentreret. Mange tænker kun på sig selv og sine nærmeste – det tror jeg ikke, man får et bedre samfund af.
Nej – lad os året rundt tage lidt af julens budskab om kærlighed og glæde med os. Det skal ikke kun være til jul, at vi tænker, at et juleeventyr skal gå i opfyldelse. Lad os sammen slippe drømmene fri – men lad os også sammen realisere nogle af dem – det kan man nemlig, når man løfter i flok.
Og give lidt af sig selv, er der mange der har gjort, for at vi igen kan stå her i dag. Tusind tak til jer alle – både dem bag kulisserne – dem der er de praktiske grise og alle udstillere, som også troligt møder op. Uden jer alle- ingen Jul på Bratskov – så en kæmpe stor tak for det. Det betyder mere end I aner. Det betyder nemlig noget, at den her tradition bliver holdt i hævd.
Og det kommer ikke af sig selv – nej det kommer ved, at nogen har givet noget af sig selv – ja faktisk, at man giver det man ønsker – og se – så bliver det opfyldt ved at man netop løfter i flok og alle byder ind med netop deres kompetencer. Så lad os sammen huske julens budskab om kærlighed og om glæde.
Lad os sammen lade vores drømme flyde, så de kan blive realiseret. Og lad os – ikke mindst huske på, at ‘ hvad du ønsker skal du gi’ – for måske på den måde får du også selv et juleønske opfyldt – både for dig selv og et medmenneske.
Nu er tiden i hvert fald kommet til, at vi kan lade vores hjerter og vores sind inspirere og blive fyldt med nogle af vores juledrømme. Tak til alle der bidrager. Glædelig jul til alle når vi kommer dertil og nu erklærer jeg Jul på Bratskov 2023 for åbent.
Tak for ordet.