ForsideJammerbugtFrosten er her: Disse vinterfarer kan udgøre en trussel for din hund

Frosten er her: Disse vinterfarer kan udgøre en trussel for din hund

Frosten er her: Disse vinterfarer kan udgøre en trussel for din hund

Vinterens frost, sne og mørke dage stiller ekstra krav til hundeejerne, da årstiden kan gemme på en række risici for hundes helbred og sikkerhed. Vejsalt på poterne, manglende synlighed i trafikken og risiko for forfrysninger er blandt de farer, man bør være særligt opmærksom på, advarer chefdyrlæge hos AniCura.

Når temperaturerne falder, og dagene bliver kortere, stiller det ekstra krav til hundeejerne. Ifølge dyrehospital AniCura oplever man hvert år skader og gener hos hunde, som kunne være undgået med den rette viden og nogle få justeringer i hverdagen.

– Vinteren er ikke nødvendigvis farlig for hunde i sig selv, men kulde, mørke og de forhold, vi færdes i, kan give problemer, hvis man ikke tager sine forholdsregler. Heldigvis er der meget, man som ejer let selv kan gøre for at beskytte sin hund i de kolde måneder, siger chefdyrlæge hos AniCura Danmark, Hanne Friis.

Vejsalt kan give smertefulde poter
En af de mest almindelige vintergener for de firbenede venner skyldes vejsalt, som bruges på fortove og veje for at bekæmpe glatføre.

– Vejsalt kan være meget generende for hundens poter. Det udtørrer trædepuderne, så de let revner og kan i værste fald give sår og irritation. Samtidig risikerer hunden at slikke poterne rene, når den kommer hjem, og dermed indtage saltet, forklarer Hanne Friis.

Hun anbefaler, at man tjekker hundens poter og tæer efter hver gåtur, skyller hundens poter i lunkent vand og tørrer dem grundigt. For nogle hunde kan potevoks eller potesokker være en god løsning på dage med meget salt på vejene. Og for langhårede racer kan det hjælpe at klippe overskydende pels væk fra poterne for at forhindre salt og sneklumper i at sætte sig fast.

Mørket øger risikoen for påkørsel
De korte vinterdage betyder, at mange daglige gåture foregår i mørke, hvilket øger risikoen for trafikulykker.

– Vinteren er højsæson for påkørsler af hunde, fordi de simpelthen er svære at se i mørket. Ofte er det faktisk hunden – og ikke ejeren – som er mindst synlig for bilisterne. Det er derfor vigtigt, at hunden altid har tydeligt lys eller reflekser på, når der er mørkt. Det gælder både morgen og aften, siger Hanne Friis.

AniCura opfordrer desuden til, at de pelsede venner holdes i snor og gerne går på fortovet længst væk fra vejen.

Lange ture i frost kan give forfrysninger
Selvom mange hunde virker upåvirkede af kulde, kan frostgrader og blæst give risiko for forfrysninger –særligt på ører, hale, poter, bug og nedre parti. Ligesom hos mennesker tåler hunde kulde i varierende grad alt afhængigt af fedtdepoter, helbredstilstand, pels og aktivitetsniveau.

– Forfrysninger opstår ofte gradvist og kan være svære at opdage. Tegnene kan være bleg eller misfarvet hud, ømhed og i nogle tilfælde smerter. Små hunde, korthårede racer, hvalpe og ældre hunde er særligt udsatte. Det kolde vejr kan gøre eksisterende sygdomme såsom gigt og ømme led endnu mere smertefulde og give urinvejsinfektioner, hvis hunden sidder stille for længe ude i kulden, forklarer Hanne Friis.

Hun anbefaler kortere gåture i meget koldt vejr og eventuelt brug af hundedækken, hvis hunden har svært ved at holde varmen. Her råder chefdyrlægen i øvrigt til at tænke praktisk i stedet for sødt, da eksempelvis strikket hundetøj ikke nødvendigvis holder hunden lige så varm som et overtræk.

Hos AniCura understreger man, at vinteren sagtens kan være en skøn tid for både hund og ejer, så længe man er opmærksom på de særlige udfordringer, årstiden bringer med sig.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER