Af Villy Blichfeldt Sørensen – Formand DF Jammerbugt
Valgplakater
Vi nærmer os valgdagen d. 18. nov., og jeg må nok indrømme, at der denne gang virkelig er skruet op for ophængningen af valgplakater i samtlige byer i Jammerbugt – meget mere end der var for fire år siden. Jeg undrer mig noget over, at det i denne oplyste tid, hvor der er TikTok, Facebook, lokal-tv og andre måder at profilere sig på, skal være nødvendigt at hænge plakater op. Læsø har valgt ikke at bruge plakater denne gang. Kunne vi ikke gøre ligeså næste gang, der er kommunalvalg? Alle ved jo, hvem der stiller op i de forskellige partier, og der er politiske paneldebatter, besøg på de forskellige bytorve, hvor vi møder vælgerne i øjenhøjde.
Der er desværre også kandidater, der er meget kreative denne gang angående ophængningen af egne plakater til gene for trafiksikkerheden. Vi har fået at vide, hvordan reglerne for ophængning af plakater er. Jeg har selv valgt denne gang ikke at hænge mine plakater op, som jeg brugte i 2021, fordi jeg tror 100 % mere på, at omdeling af flyers er mere oplysende for vælgerne.
De, der skulle være så heldige at blive genvalgt eller valgt ind for første gang, er jo dem, der skal være med til at styre vores økonomi i de næste fire år, og det er jo i den grad en tillidssag. Derfor mener jeg, det er især vigtigt at se, hvad der står på de forskellige flyers, som partierne omdeler, og hvad de vil de næste fire år.
Godt valg allesammen.


“Kør bil, når du kører bil” hedder det; bare ikke når der er valg! Valgplakater er en hån mod trafiksikkerheden, og de er totalt værdiløse i 2025!