12-årige Vida fra Aabybro synger nye sange om fællesskab i Mega Grand Pop
Når det landsdækkende musikprojekt Mega Grand Pop udkommer, er der også en stærk nordjysk stemme med.
Vida Storgaard Christensen, 12 år, fra Aabybro medvirker som sanger på flere af de nye sange i projektet.
Mega Grand Pop er skabt som en del af fejringen af Frederikshavn som Årets MGP-by 2026, hvor børn og professionelle sangskrivere skaber musik sammen – med fokus på fællesskab, forskellighed og børns egne oplevelser.
For Vida har det været en særlig oplevelse at være med:
“Det er en virkelig god fornemmelse, at sange, jeg har sunget, skal synges og lyttes til af en masse børn. Det har været sjovt at være med i sådan et godt projekt,” fortæller hun.
Vida synger blandt andet på sangene “Pizza Party” og “Piff Paff Puff”, der handler om glæde, fest og fællesskab. Hvis hun selv skulle skrive en MGP-sang, er temaet klart:
“Den skulle handle om fællesskaber – og om, at vi alle er forskellige og har en plads, der er vores egen.”
Drømmene rækker langt. Vida drømmer om at blive skuespiller og sanger, og musikken fylder allerede meget i hverdagen:
“Jeg skriver selv sange og har et lille lydstudie derhjemme,” fortæller hun.
Ifølge sangskriver og tovholder Henrik Winthereik er børnenes stemmer kernen i projektet:
– Når børn som Vida får lov til at udtrykke sig gennem musik på deres egne præmisser, styrker det både deres mod, kreativitet og følelse af fællesskab. Det er præcis det, Mega Grand Pop handler om.
Mega Grand Pop udkommer digitalt og bruges i skoler, daginstitutioner og til live-shows rundt i landet i forbindelse med fejringen af Frederikshavn som Årets MGP-by 2026.

