Vi fejrer velvær og den legendariske Morten på Mortensaften

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Selvom Mortensaften kan først dokumenteres i Danmark fra år 1616,  har den mange navne og en lang, modificeret historie. Den katolske helgendag er den 11. november, som i Danmark fejres med et festligt måltid aftenen før – altså den 10. november. 

Siden middelalderen var det særlig tidspunkt på året og anledning af højtiden, der markerede slutningen af ​​efteråret og begyndelsen af ​​vinteren. Og det var ikke helt tilfældigt, at man gik og glæder sig til det. Da ude på landet betød det afslutningen på det hårde arbejde. Høstarbejde var overstået, laderne fyldt op og vinterens forråd var sikret. Der er en særlig anledning og tid til at fejre det med familie og venner.  


»Man skal forestille sig, at bønderne indtil indgangen af 1900-tallet næsten kun spiste røget eller saltet kød. Festerne i anledning af Mortensaften har været noget ganske særligt for folk, fordi det i mange tilfælde var den eneste dag om året, hvor bønderne kunne få fersk kød,« siger Caroline Nyvang, der er seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling på Det Kongelige Bibliotek.

I dag er det også udbredt familietradition og vi fejrer Mortensaften og spiser and. Men Morten hed i virkeligheden Martin og andestegen var en gås. Morten er blot en gammel fordanskning af navnet Martin, som var biskop i den franske by Tours og er kendt som den første grundlægger af klosteret i Gallien. Hans katolske helgendag er den 11. november. Aftenen inden kaldes derfor Mortensaften. Og vi spiser and, fordi en flok gæs afslørede hans gemmested.

Legenden fortæller, at den ydmyge Martin gemte sig mellem gæssene for ikke at blive udnævnt til biskop fordi han ikke var interesseret i forfremmelse. Men da gæssene begyndte at skræppe og larme, blev han opdaget og trukket ud af sit skjul. Modvilligt blev han derfor tvunget til bispesædet, og angiveligt udnyttede han sin nye stilling til at hævne sig over selvsamme dyr, der havde afsløret hans skjulested. Derfor opfordrede han hver familie til en gang om året at slagte og spise en gås, der senere blev til and, som vi ser på bordet på Mortensaften i dag.