Mandag eftermiddag stod i infrastrukturens tegn, da folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard (V) og Dansk Industri havde inviteret den konservative transportordfører, Niels Flemming Hansen, til Nordjylland for at diskutere den 3. Limfjordforbindelse. Han havde taget det lokalt valgte folketingsmedlem Per Larsen med.
Her mødtes de på Bladt Industries, hvor lokalpolitikere samt store dele af det Nordjyske erhvervsliv stod klar for at fortælle om vigtigheden af den 3. Limfjordforbindelse.
Efterfølgende kørte de til Brønderslev for at mødes med borgmester Mikael Klitgaard og byrådsmed Helle Bak Andreasen.
Temaet for begge dagens møder var nødvendigheden af den 3. Limfjordsforbindelse og effekterne af, at den nye regering har afblæst den tidligere regerings infrastrukturplan, hvor netop den 3. Limfjordforbindelse var et centralt punkt.
Niels Flemming Hansen udtaler: ”Det er klart, at det er tvingende nødvendigt at få den 3. Limfjordsforbindelse, og at den kommer så hurtigt som muligt. Vi ved jo, at der går 10 år fra vi sætter spaden i jorden, til den står færdig. Det betyder meget for Nordjyderne og de nordjyske virksomheder, at den 3. Limfjordforbindelse bliver vedtaget så hurtigt som muligt. Der bliver brugt alt for mange timer på at holde i kø i Nordjylland, og så skal vi huske, at velfærd også er at kunne nå at hente sine børn efter en lang arbejdsdag, og at smidighed i trafikken er nødvendigt for at få verden til at hænge sammen.
De nye forhandlinger om infrastruktur påbegyndes formentlig i marts måned, og i den forbindelse er det vigtigt at sige, at Venstre og de konservative er klædt på til de nye forhandlinger, og at vigtigheden af dette projekt ikke må gå i glemmebogen, når der nu er et nyt trafikudvalg, med nye ordførere og ikke mindst en ny minister.”.
I den forbindelse siger Anne Honoré Østergaard ” Nordjylland har virkelig et akut problem: Kapaciteten på vejene er opbrugt både på Limfjordsbroen og i Limfjordstunnelen. Derfor har vi alt for ofte kilometerlange bilkøer, og nedbrud i trafikken bliver hyppigere og hyppigere, især når der sker en ulykke. Det lægger en kraftig dæmper på Nordjyllands udvikling, hvorfor vi skal have den 3. Limfjordforbindelse vedtaget. Og står det til mig, må det gerne ske nu. Det er også derfor jeg har inviteret Niels Flemming til Nordjylland, så han med egne øjne kan se, at smertegrænsen er nået. Jeg er overbevist om, at han i dag går hjem og ikke er i tvivl om, at Nordjylland skal have den 3. Limfjordforbindelse, og at det gerne skal være nu”.
Dagen gav stof til eftertanke, og satte fokus på problemerne i Nordjyllands infrastruktur. For både Venstre og Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at Nordjylland i fremtiden bliver bedre forbundet med resten af Danmark, og at infrastrukturen styrkes – for velfærden, velstanden og et Nordjylland i udvikling.