Vellykket sommerfest i Trekroner sluttede med et væld af børneaktiviteter

En fantastisk sommerfest i Trekroner, hvor mange mennesker deltog i de forskellige arrangementer. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Vellykket sommerfest i Trekroner sluttede med et væld af børneaktiviteter

Årets sommerfest i Trekroner fandt sted i denne weekend, og hvilket brag af en fest det blev. Sommerfesten blev skudt i gang fredag aften, hvor TIF98 formåede at sikre sig oprykning med hele to herre-seriehold. TIF98 vil dermed spille i serie 3 og 4 i den kommende sæson.

De to oprykninger fik det store festtelt på fodboldbanerne i Trekroner til at gynge af glæde, hvilket var med til at tiltrække en masse festglade mennesker. Svendsens Ultras Supporter gav festlighederne ekstra energi med deres store fremmøde af unge mennesker fra området. Mange af dem er flyttet fra Trekroner, men vender tilbage for at dyrke fællesskabet omkring fodbolden.

Festen fortsatte lørdag aften

Mange af deltagerne fra fredagens store fest i teltet havde en ven med om lørdagen. Ifølge Dennis Klemmesen fra sommerfestudvalget var der om aftenen omkring 300 feststemte mennesker, der hyggede sig og festede igennem på denne dejlige sommeraften og nat.

Sommerfesten sluttede med et væld af børneaktiviteter

Søndag kl. 10 blev sommerfesten genoptaget, hvor børn fra områdets byer mødtes til en fodboldturnering. Der blev spillet i U6 og U8, og deltagerne fra Ørebro, Fjerritslev og Brovst fik alle medaljer og slush ice.

Før, under og efter fodboldkampene boltrede børnene sig i de opstillede hoppeborge, i guldgraver-containeren og sammen med hinanden.

Pladsen summede af god stemning blandt de mange børnefamilier søndag formiddag. Stemningen var også helt i top hos TIF98’s formand Thomas Rytter og klubbens kasserer Anette Rasmussen, der også var aktive på pladsen søndag formiddag.

“Det har ganske enkelt været en helt fantastisk sommerfest i år, hvor rigtig mange er kommet til Trekroner for at deltage i de forskellige programsatte arrangementer,” fortæller Thomas Rytter. Han bakkes op af klubbens kasserer: “Det har været en super god weekend med en masse glade mennesker på tværs af alder, og der har været godt gang i salgsvognene og teltet, så vi laver forhåbentlig også et godt overskud til klubkassen,” slutter kassereren og slår ud i latter sammen med formanden.

Deltagerne fra Ørebro, Fjerritslev og Brovst får medaljer og slush ice efter en vellykket fodboldturnering. Foto: Jammerbugtposten.dk
Deltagerne fra Ørebro, Fjerritslev og Brovst får medaljer og slush ice efter en vellykket fodboldturnering. Foto: Jammerbugtposten.dk

Efter sommerferien starter aktiviteterne igen op hos TIF98. I klubben er det muligt både at dyrke fodbold, håndbold, gymnastik, badminton, spinning og yoga.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn