Vejhælp er ikke længere kun til biler: Stor stigning i abonnementer på hjælp til tre- og firehjulede elscootere
Når man siger vejhjælp, tænker de fleste nok på havarerede biler, punkterede dæk eller døre, som ikke kan åbnes. Men i takt med den teknologiske udvikling kommer der nye typer køretøjer på vejene, som også kan gå i stå.
I øjeblikket oplever SOS Dansk Autohjælp stor fremgang i kunder, som ønsker vejhjælp til elscootere, oplyser de i en pressemeddelelse. Hvis man sammenligner nytegnede abonnementer i april og maj i år med samme periode i 2023, har hele 78% flere tegnet et vejhælps-abonnement til deres elscooter, så de er sikret, hvis den skulle bryde sammen eller punktere. Det gør den type abonnement til det andet mest solgte til privatkunder hos virksomheden lige nu.
Scooterne, som blandt andet bruges af personer, der er dårligt gående, kører på batteri og kan være altafgørende for, at folk kan komme rundt til deres daglige gøremål. Jan Bøjstrup Christensen, administrerende direktør hos SOS Dansk Autohjælp, siger:
-Vejhjælp er ikke længere bare vejhjælp. Ny teknologi, specielt på batteriområdet, gør, at vi hele tiden skal holde os opdaterede. Vi er glade for at kunne tilbyde vores kunder tryghed på vejene uanset hvilket køretøj, de benytter.
Bugsering topper listen over hjælp
Hvis man kigger på, hvad folk med elscootere så skal have hjælp til, topper bugsering listen. I hele 80% af tilfældene, hvor SOS Dansk Autohjælp rykker ud til en kunde med elscooter, skal den bugseres til et værksted. Det kan for eksempel skyldes motorstop, eller at der ikke er mere batteri tilbage. Derefter følger nødreparationer på stedet med 5% af sagerne og nødtætning samt boost af motoren, der begge står for 3% af sagerne.
Skulle uheldet være ude, er det vigtigt på forhånd at have sikret sig, hvordan man kan få hjælp, især da de batteridrevne køretøjer kan transportere en langt væk hjemmefra. Derfor kan det være en fordel at overveje et vejhjælpsabonnement også til andre køretøjer end bil.