Vælgerne klar til dyrere cigaretter

Adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker
Print Friendly, PDF & Email


En pakke cigaretter skal koste 90 kr. Det mener seks ud af ti vælgere ifølge ny meningsmåling. I flere store partier er opbakningen endnu højere. Kræftens Bekæmpelse opfordrer partierne til at bruge valgkampen til en debat om tobakspriser.

Trods inflation og astronomiske regninger på el og gas, er der et sted, hvor prisen ifølge vælgerne gerne må stige: På cigaretter og tobak. Hele 61 pct. mener, at en pakke cigaretter skal koste 90 kr. Kun 19 pct. er imod. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Epinion for Kræftens Bekæmpelse blandt 2.682 repræsentativt udvalgte danskere.


– På trods af, at vi har færre penge mellem hænderne, og mange er pressede økonomisk lige nu, er der stor opbakning til, at cigaretter skal koste mere. Det gør mig oprigtigt glad, at krisen ikke påvirker vælgernes holdning til tobak. For fire år siden diskuterede man, om en pakke skulle koste 60 kr. I dag er vi et skridt videre, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Under valgkampen i 2019 var prisen på tobak et af de mest diskuterede emner. Det resulterede i, at prisen på en pakke cigaretter efterfølgende steg til omkring 60 kr. pakken. Herefter faldt andelen af danskere, der ryger – især blandt yngre.

Opbakning på tværs af partier
På tværs af partier – bortset fra Ny Borgerlige og Dansk Folkeparti – bakker et flertal af vælgere op om at hæve prisen på en pakke cigaretter til 90 kr. I nogle af de største partiers vælgergrupper er opbakningen endda højere end gennemsnittet.

Det gælder f.eks. Socialdemokratiets vælgere, hvor opbakningen er 64 pct. Det er interessant, fordi regeringen senest i foråret meldte ud, at den ikke ønsker at hæve prisen på tobak.  Derimod var der i Venstre, SF og Det Radikale Venstre velvilje overfor at skrue prisen på tobak op.

Blandt eksperter og forskere i tobaksforebyggelse er der enighed om, at højere priser på tobak er et af de mest effektive værktøjer til at forebygge rygning blandt børn og unge og til at motivere til rygestop blandt dem, der allerede er begyndt at ryge.

– Man må bare konstatere, at vælgerne nogle gange er mere modige og ambitiøse end politikerne. Jeg håber, at man I partierne vil lytte til vælgerne og under valgkampen melde ud, om deres ambitioner for sundhed kan matche vælgernes, siger Jesper Fisker.

Hvert år dør omkring 13.000 i Danmark af rygerelaterede sygdomme.