Vækst Jammerbugt samler corona-beredskab sammen med andre erhvervskontorer

Print Friendly, PDF & Email

De lokale erhvervskontorer og Erhvervshus Nordjylland kan præsentere de nordjyske virksomheder for et styrket og samlet beredskab.

Fælles front
I stedet for at medarbejderne sidder på hvert sit hjemmekontor og udøver corona-krise-vejledning, ønsker man at gøre den fælles muskel endnu større og endnu stærkere. På den måde vil virksomhederne opleve hurtigere respons på deres henvendelser, og dermed endnu hurtigere vejledning videre til den rette eksterne rådgivning.

“Det er helt afgørende, at vi agerer anderledes end vi er vant til i erhvervsfremmesystemet. Lige nu udøver vi krisehåndtering på daglig basis. Jeg er derfor glad for, at vi så hurtigt har etableret et fælles Corona-beredskab – til gavn for nordjysk erhvervsliv. Det er nu, at vi virkeligt skal vise, at den nordjyske samarbejdskultur kommer virksomhederne til gavn” siger adm. direktør i Erhvervshus Nordjylland, Lars Erik Jønsson, ifølge Vækst Jammerbugts hjemmeside.


Siden Danmark lukkede ned den 16. marts 2020, har der tilsammen været mere end 1000 kontakter med nordjyske virksomheder – direkte relateret til coronakrisen. Selv om der har været lokalspecifikke spørgsmål, centrerer mange af kontakterne sig om de samme tematikker – specielt “ansættelsesforhold” og “regeringens hjælpepakker” har haft særligt fokus.

Nu har man så samlet alle kræfterne til at guide de nordjyske virksomheder igennem det store informationsflow med dertilhørende informationsbehov.

“Samfundet bliver på næsten daglig basis informeret om nye regeringstiltag. Ingen kan forvente, at virksomhederne kan navigere rundt i kaskaderne af al den information og nye tiltag. Ved at vi danner fælles front, opnår vi langt større indsigt og viden på meget kortere tid – så vi hurtigt kan eksekvere på virksomhedernes behov for vores vejledning” siger formand for de nordjyske erhvervschefer, Dan Skovgaard.

Sådan kontaktes det fælles corona-beredskab
Corona-beredskabet består af medarbejdere fra Vækst Jammerbugt, de øvrige lokale erhvervskontorer samt Erhvervshus Nordjylland: “Vi krydser de nordjyske kommunegrænser, og er endnu mere tæt på hinanden – på distancen,” lyder det.

Der er oprettet en chat-funktion, som primært er henvendt til virksomheder, der har spørgsmål relateret til regeringens hjælpepakker. Chatten er bemandet af det fælles corona-beredskab, der sidder klar til at give vejledning, information og sparring samt guide virksomhederne videre til de aktører, der kan hjælpe dem videre på deres vej igennem corona-krisen.

Desuden opfordres virksomhederne til at holde sig opdaterede på den fælles erhvervsfremmeplatform www.virksomhedsguiden.dk