Uudnyttet kapacitet: Nordjyske feriecentre kan redde danskernes påskeferie

Foto: Danland Blokhus
Print Friendly, PDF & Email

Der er rift om landets sommerhuse, og flere danskere må derfor se langt efter en påskeferie nær vand og klitter. Men de eftertragtede sommerhuse har mange kvaliteter til fælles med de nordjyske feriecentre, som rummer et stort potentiale til gavn for både feriehungrende danskere og de mindre lokalsamfund, der er afhængige af turismen som vækstmotor.

Danskerne har fået øjnene op for sommerhusferie, der i øjeblikket er så populært, at efterspørgslen flere steder overstiger udbuddet af feriehuse. Samtidig står mange af landets feriecentre næsten tomme, hvilket i høj grad skyldes, at de aktuelle coronarestriktioner holder centrenes populære faciliteter lukket.


Hos Danland i Blokhus, som er en del af en af Danmarks største feriecenterkæder, ser man frem mod en påske med minimale bookinger – og det til trods for, at størstedelen af udbyderens mange ferieboliger rummer flere af de samme kvaliteter som landets eftertragtede sommerhuse.

– Vi ser lige nu ind i en nedgang i antallet af påskebookinger på 43 procent sammenlignet med påsken i 2019. Ferieboligerne rummer således et uudnyttet potentiale, der blandt andet kan gavne de danskere, som endnu ikke har fået fingrene i et af landets populære sommerhuse, fortæller Inge Valbirk, som er afdelingsleder hos Danland i Blokhus, og uddyber:

– For selvom vores helt store trækplastre som badeland og legeområder aktuelt er lukket, kan ferieboligerne i sig selv fungere som et godt alternativ til et almindeligt sommerhus. Boligerne er nemlig placeret i behørig afstand til øvrige huse i området, og derudover er afstanden til gæstefavoritter som natur og vand ganske kort – og så er de stadig ledige modsat størstedelen af landets sommerhuse.

Hos Danland i Blokhus holder man stedets udendørs opvarmede pool åben i påsken, og det vil desuden være muligt at deltage i lokalområdets kæmpe coronavenlige påskefestivalsprogram.

Tomme huse skaber uforløst turismepotentiale

De nordjyske feriecentre rummer i øjeblikket et uforløst turismepotentiale for de nærliggende lokalområder, der i mange tilfælde er afhængige af danske såvel som udenlandske turister som vækstmotor for området. 

– Hvis vi kan fylde flere af ferieboligerne, udløses et stort omsætningspotentiale, som vil have en lang række positive effekter – herunder nye turismearbejdspladser og mere liv i lokalområdet både i og udenfor højsæsonen, slutter Inge Valbirk.

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2020 afviklet i alt 771.945 overnatninger hos feriecentrene i Nordjylland.