Nordens klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – er nu officielt anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.
Med optagelsen af de nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv anerkender det internationale samfund, at det at kunne bygge og bruge de nordiske, klinkbyggede både skal bevares for eftertiden. Det betyder også, at de nordiske klinkbådstraditioner løftes ind i en større sammenhæng som del af menneskehedens immaterielle kulturarv.
En tradition, der har sat markant aftryk
Gennem flere tusind år har Nordens klinkbyggede både dannet rammen om de nordiske folks tilknytning til havene omkring dem. I små joller skabte kystfiskeren familiens livsgrundlag, og i større skibe sikredes kontakter langs kyster og over endeløse have. Bådene har gennem generationer bundet de nordiske folk sammen fra kyst til kyst, bragt Norden ud i verden og verden tilbage til Norden.
Ældgammel, levende tradition
I Norden har man både før og efter vikingtiden bygget træbåde efter en særlig metode, der er kendetegnet ved, at de langsgående planker overlapper hinanden i yderkanterne, og her holdes samlet med syninger eller skibsnagler. Båden afstives derefter indvendigt med tilpassede træstykker, der udgør bådens ribben. Denne byggemetode kaldes klinkbygning, og i Europa er det kun i Norden, at traditionen med at bygge efter denne metode stadig er i brug.
Klinkbygning har domineret den nordiske bådtradition siden de første både med plankesider blev skabt for årtusinder siden. I den tid er der bygget utallige klinkbyggede både til fiskeri og til transport af varer og mennesker.
På tværs af tid har bådebyggerne arbejdet uden brug af konstruktionstegninger, men skabt båden ud fra deres erfaringer, overleveret viden og i samspil med den kommende bruger af båden, så den blev tilpasset behov og miljø.
Det helt unikke er, at der i dag stadig bygges træbåde efter den ældgamle klinkbygningsmetode over hele det nordiske område. Dog ikke nær så mange som før, så antallet af klinkbyggede både er kraftigt formindsket gennem de senere år. Også de mennesker, der lever af at bygge og bruge bådene, bliver færre, og uden dem risikerer vi at miste de kundskaber, der gør det muligt at holde traditionerne levende.
Stærke, maritime fællesskaber
I Danmark findes der dog stadig mange levende, maritime miljøer omkring de klinkbyggede både.
Her i Nordjylland trækker fiskerne stadig deres klinkbyggede kystbåde op på stranden efter havfiskeri, og på træbådsværfterne viderefører erfarne bådebyggere kendskabet til at bygge og vedligeholde de traditionelle træbåde.
Fællesskaberne har en stor betydning for at holde traditionerne omkring træbådene levende. Når man bruger de smukke klinkbyggede både, starter den proces, der giver liv til de specialiserede håndværk, der omgiver bådene: Sejlmagerne, rebslagerne og bådebyggerne, der så kan holde deres kundskaber i hævd, når de reparerer gamle både eller fremstiller nye, når der skal sys sejl på mål og laves tov til rigningen.
”Unikt her for Nordjylland er, at der ved Han Herred Havbåde i Slettestrand fortsat bygges klinkbyggede både til erhvervsfiskeri som det eneste sted i Norden”, fortæller Kirsten Monrad Hansen fra Han Herred Havbåde. ”Hver ny båd bygger videre på de erfaringer, der er gjort med de forrige. Det betyder, at bådene er forbindelsen til vores fælles fortid, og samtidig er de med til at danne ramme om et bæredygtigt friluftsliv med store naturoplevelser. At det er klinkbygningstraditionen, der er blevet optaget på UNESCOs liste betyder, at det er fællesskaberne og den levende kulturarv omkring bådene, der skal udvikles og bevares.”
Optagelse forpligter
Optagelsen af de nordiske klinkbygningstraditioner på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv skal øge fokus på at bevare viden om traditionen, håndværket og brugen af de klinkbyggede både. Og optagelsen på listen forpligter. Med den har alle de nordiske lande lovet at videreføre den levende, maritime kulturarv til kommende generationer.