Af Kommunalbestyrelsesmedlem Ulla Flintholm (V) Jammerbugt kommune
Den skønneste plet er Han Herred, det synes vi, der bor her, og vi er stolte over, at Kong Frederik VI sagde netop disse ord den 21. juni 1824. Vi er også stolte over, at når gæster besøger os, så er det ofte på grund af vores pragtfulde natur.
En natur som både gæster og fastboende nyder at benytte til alt fra vandreture, cykelture og rideture til at samle svampe i, lufte hunde i, gå på jagt i, og bade og overnatte i.
Men naturen skal ikke kun benyttes, den skal også beskyttes, og naturen – den vilde natur er under pres, og arter forsvinder. I Han Herred ejer staten så stort et område, at man kan etablere Danmarks største Naturnationalpark. Men vil det forbedre eller forringe naturoplevelsen i Han Herred?
Det er der forskellige holdninger til, især hvis man tror, at området skal ligne Aalborg Lufthavn og hegnes ind overalt med 2 meter højt hegn, hvis man tror at private lodsejere mister retten til deres jord, og hvis man tror, at Rune Engelbrecht Larsen kan lovgive uden om Folketinget.
Det har også været fremme, at bestanden af dyr skal reguleres ved, at de sulter ihjel, og der har været et forfærdeligt eksempel på uansvarligt statsligt dyrehold ved Mols Bjerge. Ministeren er nu kaldt i samråd, og der er et politisk flertal for, at der skal være samme krav om opsyn med dyr i rewilding projekter, som man har forpligtelse til i øvrigt jf. dyrevelfærdsloven, og det er godt, for vi accepterer ikke dyremishandling!
Jeg hørte første gang om ideen til en Naturnationalpark Han Herred fra mangeårigt medlem af Fjerritslev Turistforening, Kurt Brandi, og jeg har været fanget af ideen siden. Det første udkast, jeg læste, rummede ikke bare bisoner men også elefanter, men ideer har det jo med at starte højt og derefter blive tilpasset virkeligheden.
Der tales meget om store græssere, men hvad er det, og hvad har vi brug for i et kystnært område som Han Herred? Vi har faktisk ikke brug for andet end heste og kvæg. For i den type natur, vi har, er der ikke brug for bisoner – og krondyrene har vi i forvejen.
Det betyder også, at de hegn, der skal sættes, ligner de hegn, vi allerede kender – ikke bare fra private dyrehold og men også fra f.eks. afgræsningen på Svinklovene og ved Grønnestrand, hegn som vildtet – inklusive krondyr, kan passere. Men ja, det kan godt være, at vi nogle steder, må lade naturen passe sig selv lidt mere, end den gør i dag.
Men kan vi ikke også det? Er det ikke en lille pris at betale for at få vildere natur, for at få Danmarks største Naturnationalpark?
Vi har set, hvilken værdi og hvilket brand Nationalpark Thy har skabt for deres område. Så det betyder noget, at få en statslig “udpegning” og midler, der følger med. Det er Folketinget, der udpeger Naturnationalparkerne – ikke kommunen, og Han Herred er ikke udpeget endnu.
Det håber jeg, vi bliver. Det vil blive et “scoop”, en naturoplevelse der kan matche de øvrige, vi har, hvor vi også er “danmarksmestre” nemlig Danmarks eneste aktive kystlandingsplads ved Thorupstrand, Danmarks eneste kystbådebyggeri ved Slettestrand, Lien – Danmarks længste indlandskystskrænt, Vejlerne – Nordeuropas største vildfuglereservat, Nordeuropas bedst bevarede landbyggeri i Fjerritslev, et bryggeri der lige nu gennemgår en fantastisk restaurering og bliver ført tilbage til det oprindelige.
Jeg ser muligheder i Han Herred, ikke begrænsninger – muligheder for at styrke og udvikle området endnu mere til gavn og glæde for os, der bor her, og de gæster, der besøger os, muligheder for at styrke detailhandlen og turistvirksomhederne og muligheder for at øge bosætningen, så flere kan blive lige så stolte som os over at bo i Han Herred.
Deltag i debatten på Facebook: